Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Open Access Udvalget

I 2009 nedsatte den daværende videnskabsminister Open Access Udvalget, der skulle udarbejde forslag til, hvorledes Ministerrådets anbefalinger kunne udmøntes i praksis.

Open Access Udvalget offentliggjorde en foreløbig rapport i maj 2010 med henblik på høring af interessenterne. Høringsprocessen resulterede i 42 høringssvar og et omfattende materiale til rapporten og den videre proces.

Læs høringsbrev og høringssvar her:

Høringssvarene afspejlede en gennemgående positiv holdning til principperne bag Open Access, men samtidig kom en række kritiske synspunkter til udtryk. Danske tidsskriftsforlag var bl.a. særdeles skeptiske over for, om de dansksprogede tidsskrifter vil kunne overleve en konsekvent gennemførelse af Open Access. Desuden blev der i høringssvarene udtrykt skepsis over for de økonomiske rammer for gennemførelsen af Open Access.

På grundlag af de indkomne høringssvar fremsendte udvalget i marts 2011 sin endelige rapport ”Anbefalinger til implementering af Open Access i Danmark – Afsluttende rapport fra Open Access Udvalget” til den daværende videnskabsminister med anbefalinger om implementeringen af Open Access i Danmark. Det fremgår af udvalgets konklusioner, at indførelsen af Open Access i Danmark kan føre til betydelige gevinster.

Rapporten lister i alt 16 anbefalinger til det videre arbejde med Open Access – herunder er det udvalgets vurdering, at grøn Open Access er den bedste vej at gå, da det er en omkostningseffektiv metode til implementeringen af Open Access.

Open Access Udvalgets medlemmer

  • Vicedirektør Bo Öhrström, Styrelsen for Bibliotek og Medier (formand)
  • Vicedirektør Birte Christensen-Dalsgaard, Det Kongelige Bibliotek
  • Overbibliotekar Niels-Henrik Gylstorff, Aalborg Universitet
  • Dekan Carsten Riis, Aarhus Universitet
  • Direktør Mogens Sandfær, DTIC, Danmarks Tekniske Universitet
  • Kontorchef Grete M. Kladakis, Forsknings- og Innovationsstyrelsen
  • Chefkonsulent Anders Bjørneboe, Universitets- og Bygningsstyrelsen
  • Professor Morten Rosenmeier, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde
  • Chefkonsulent Nikolaj Borg Burgmeister, Danske Universiteter (observatør)
  • Specialkonsulent Lise Mikkelsen, Styrelsen for Bibliotek og Medier (sekretær)