Det viser en ny rapport ”Inside Service Innovation – Challenging Policy” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der har undersøgt vilkårene for innovation, offentligt-privat samspil og internationalisering i serviceerhvervene i Danmark.
Potentiale for øget samspil mellem servicevirksomheder og offentlig forskning
14 pct. af servicevirksomhederne inddrager fx. Uddannelses- og forskningsinstitutioner eller Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter direkte i udviklingsaktiviteter. Servicevirksomheder inddrager primært kunder, ledelsen, medarbejderne, eksterne konsulenter og private samspilspartnere i deres udviklingsaktiviteter.
20 pct. af virksomhederne har brugt offentlig forskning og udvikling i forbindelse med deres udviklingsarbejde. For disse virksomheder sker samspillet til forskningen primært gennem uformelle kanaler, som deltagelse på konferencer og læsning af forskningsartikler (62 pct.) og uformelle netværk (57 pct.) samt gennem studenterprojekter (45 pct.), jf. figur 1.
Figur 1. Overførsel af viden fra offentlig forskning til virksomhederne
Kilde: DAMVAD, ”Inside Service Innovation – Challenging Policy?”, 2007
Manglende viden årsag til begrænset brug af offentlig forskning
44 pct. af virksomhederne, der ikke har brugt offentlig forskning, svarer, at det er manglende viden om offentlig forskning, som er årsag til, at de ikke har brugt den offentlige forskning, jf. figur 2. Enten har virksomhederne ikke viden om igangværende forskning, eller også peger virksomhederne på, at formidlingen af offentlige forskningsresultater ikke fungerer godt nok. 28 pct. af virksomhederne har gjort brug af andre virksomheders forsknings- og udviklingsresultater.
Figur 2. Årsager til virksomhedernes manglende brug af offentlig forskning i deres udviklingsaktiviteter
Kilde: DAMVAD, ”Inside Service Innovation – Challenging Policy?”, 2007
Kun 8 pct. af virksomhederne har deltaget i løsningen af offentlige forsknings- og udviklingsaktiviteter. 25 pct. af virksomhederne mener, at det vil gavne dem, hvis der er bedre muligheder for at deltage i offentlige forskningsprojekter.
Serviceerhvervene efterspørger forskning
Servicevirksomheder kan have gavn af en styrkelse af den offentlige forskning inden for en bred vifte af områder, jf. figur 3. For eksempel peger 46 pct. af virksomhederne på, at en styrkelse af den offentlige forskning inden for offentlig-privat samspil vil gavne deres virksomhed. For forskning inden for henholdsvis ledelse og brugerdreven innovation mv. er tallene henholdsvis 37 pct. og 22 pct.






