Internationalisering af innovation i serviceerhvervene
Næsten halvdelen af alle innovative servicevirksomheder i Danmark har deltaget i forsknings- og udviklingsaktiviteter med udenlandske partnere
Kun godt hver tiende af dem har dog haft relationer til udenlandske forskningsinstitutioner. 45 pct. af virksomhederne mener, at den bedste viden fandtes i udlandet.
Det viser en ny rapport ”Inside Service Innovation – Challenging Policy” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der har undersøgt vilkårene for innovation, offentlig-privat samspil og internationalisering i serviceerhvervene i Danmark.
Udbredt internationalt samarbejde
48 pct. af de danske servicevirksomheder har deltaget i forsknings- og udviklingsaktiviteter med udenlandske partnere, heriblandt især andre virksomheder, leverandører, kunder, andre enheder inden for samme koncern eller udenlandske viden- og forskningsinstitutioner, jf. figur 1. Det gælder specielt virksomheder inden for den finansielle sektor samt fremstillingsvirksomheder med servicefunktioner, der har internationalt samarbejde om deres innnovationsopgaver.
Figur 1. Internationalt samarbejde om innovationsopgaver i serviceerhvervene
Kilde: DAMVAD, ”Inside Service Innovation – Challenging Policy?”, 2007
Kun få virksomheder samarbejder med forskningsinstitutioner i udlandet
Servicevirksomhedernes samarbejdsrelationer med udenlandske partnere om innovation er især med andre virksomheder. Det gælder for 59 pct. af virksomhederne med internationalt samarbejde. Kun 12 pct. af virksomhederne samarbejder med udenlandske forskningsinstitutioner, jf. figur 2.
Figur 2. Udenlandske samarbejdspartnere om innovationsopgaver
Kilde: DAMVAD, ”Inside Service Innovation – Challenging Policy?”, 2007
Den bedste viden findes internationalt
Servicevirksomhedernes hovedbegrundelse for at indgå i samarbejde med udenlandske partnere om forskning og udvikling er, at den bedste viden fandtes internationalt (45 pct.), jf. figur 3. En anden vigtig begrundelse er, at det var en beslutning, som blev truffet på koncern niveau, f.eks. af et hovedkontor i udlandet.
Figur 3. Begrundelser for internationalt samarbejde om udviklingsopgaver
Kilde: DAMVAD, ”Inside Service Innovation – Challenging Policy?”, 2007





