Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sammenhæng mellem mangfoldighed, innovation og bundlinie i virksomhederne

Bundlinien siger noget om virksomhedens præstationer i går. Innovationskraften siger noget om virksomhedens mulighed for at præstere i fremtiden. Derfor er det vigtigt at holde øje med virksomhedens innovationskraft.

Der er mange kilder til vedvarende og langsigtet økonomisk vækst – både for samfundet generelt og for den enkelte virksomhed. Økonomisk stabilitet, lav rente og inflation, et effektivt arbejdsmarked m.v. er for eksempel vigtige elementer.

Innovation er en anden væsentlig kilde til vækst. Tal fra OECD viser, at over halvdelen af væksten i mange vestlige lande siden 1970’erne  skyldes investeringer i viden, innovation og menneskelige ressourcer.

Hold øje med innovationskraften

Den globale konkurrence stiller store krav til virksomhedernes omstillingsevne. Derfor er det kun virksomheder, der forstår at forny deres produkter og ydelser og tilpasse sig nye skiftende markeder, der fremover vil kunne fastholde deres konkurrenceevne. Og dermed klare sig i den globale økonomi.

Hvor bundlinien siger noget om virksomhedens præstationer i går, siger innovationskraften i stedet noget om virksomhedens mulighed for at præstere i fremtiden.

Hvor vi har været vant til at have fokus på virksomhedens bundlinie, skal vi fremover være lige så opmærksomme på virksomhedens innovationskraft.

Innovation – hvad dækker det?

Innovationen i en virksomhed omfatter alle de aktiviteter, der har som mål at introducere nye eller væsentligt forbedrede varer, tjenesteydelser eller processer internt i virksomheden (OECD’s definition, Oslo-manualen). Innovation handler med andre ord om at omsætte nytænkning til kommerciel værdi.

Innovation kan antage mange forskellige former. Det kan f.eks. være, når en maskinarbejder får en god idé, der gør produktionen billigere og mere effektiv. Eller når en forsker i en bioteknologisk virksomhed patenterer et forskningsresultat, som skaber grundlaget for et nyt lægemiddel. Det kan også være en marketingsmedarbejder, som afdækker et nyt behov hos en kundegruppe og sammen med udviklingsafdelingen og kunderne udvikler et helt nyt produkt, der imødekommer denne kundegruppes særlige ønsker.

Det handler om mennesker

Innovation handler altså ikke kun om ny teknologi. Det handler først og fremmest om mennesker.

 

Innovation handler om, i hvor høj grad medarbejderne evner at tilegne sig viden og omsætte den til nye ideer, der har værdi for virksomheden. Det handler med andre ord om den enkelte medarbejders viden og kompetencer. Men innovation handler også om, i hvor høj grad virksomheden formår at bruge, udvikle og udnytte medarbejdernes kompetencer og viden til at omstille og skabe fornyelse i virksomheden.

Mangfoldighed øger innovationskraften

Mangfoldighed spiller en stor rolle for virksomhedens innovationskraft. En bred vifte af kompetencer styrker kreativiteten og muligheden for at få nye og frugtbare ideer. Øget mangfoldighed skaber øget innovation. Rapporten om ”Innovation og mangfoldighed” fra Styrelsen for Forskning og Innovation viser, at virksomheder med en mangfoldig medarbejderstab er op til dobbelt så innovative som andre.

At arbejde for en større mangfoldighed blandt medarbejderne er derfor en effektiv måde at understøtte innovationen. Det drejer sig ikke kun om virksomhedernes udviklingsafdelinger, men om mangfoldighed på alle niveauer og områder – både internt og i forhold til kunder, leverandører mm.

Volvo har f.eks. haft stor succes med at ansætte medarbejdere med spansk og/eller sydamerikansk baggrund i sine salgsafdelinger i USA for ad den vej at få bedre kontakt til de spansktalende forbrugere. For Volvo har det ikke alene betydet, at man kommer tættere på sine kunder, når man taler kundernes sprog. Man har også fået ny viden om kundernes behov. Den viden kan man bruge til at tilpasse nye biler til denne særlige kundegruppe – dvs. til at styrke den brugerdrevne innovation.

Læs om Danmarks første innovationsstrategi og følg arbejdet med strategien hos Uddannelsesministeriet