4. december 2006
Høringssvar fra Sektorforskningens Direktørkollegium vedr. udkast til handlings-planen InnovationDanmark
Sektorforskningens Direktørkollegium (SEDIRK) er positiv overfor handlingsplanen, men har følgende kommentarer:
På side 5 - linie 2-3 står der "...innovation, der ikke kræver tilførsel af forskning, herunder den brugerdrevne innovation."
Kommentar: Brugerdreven innovation kan sagtens kræve tilførsel af forskningsviden. Det beskrives også senere i kapitel 7 feks. s. 47 "Tværtimod kan det være en gevinst at kombinere de forskellige innovationsmåder, eksempelvis fordi der både er behov for at inddrage de nyeste forskningsresultater og brugernes behov, holdninger og adfærd i relation til det nye produkt."
Side 30 - afsnit 4.2.1: "Danske universiteter har først over de senere år opbygget professionelle enheder for teknologioverførsel til at bistå forskerne i arbejdet med patenter og licenser. Med de forestående fusioner af universiteter og sektorforskning vil disse enheder fremover bedre kunne opnå den fornødne kritiske masse..."
Kommentar: Ønskes tilføjet: "Her kan man bl.a. bygge videre på de gode erfaringer, der er skabt i nogle af sektorforskningsinstitutionerne."
Side 31, tredje nederste afsnit står. "På finansloven for 2007 er der for perioden 2007-2009 afsat en ramme på i alt 40 mio. kr. til et fuldskala proof-of-concept initiativ."
Kommentar: Hvordan kan man tale om et "fuldskala" initiativ? I den nuværende forsøgs-ordning er der i alt 12 mio. kr., mens der fremover vil være ca. 13 mio. kr. om året! Det er alt for lidt. Som eksempel kan nævnes, at Risø/DTU, som fik bevilget 4 mio. kr. ud af de 12 mio. kr., i første forsøgsrunde har fået 31 ansøgninger om at få del i de 4 mio. kr. Hertil kommer, at maksimumbeløb (som i forsøgsordningen) på 750.000 kr. pr. projekt er meget lavt til et egentligt proof-of-concept projekt.
Generelt: Som det også blev fremhævet ved mødet om handlingsplanen d. 21. november, bør dækningen for projekterne være sådan, at universiteterne får et incitament til at gå ind i projekterne.
Med venlig hilsen
Henrik Sandbech
Formand for SEDIRK





