5. december 2006
Høring af andet udkast til handlingsplan for Rådet for Teknologi og Innovation
Ingeniørforeningen i Danmark takker mange for inddragelsen omkring rådets udarbejdelse af handlingsplanen InnovationDanmark 2007-2010. Vi finder, at rådets nye arbejdsmetode med at inddrage interessenterne i formulering af handlingsplanen er et yderst konstruktivt tiltag, der uvilkårligt vil føre til kvalificering af initiativerne og som vil øge opbakningen til rådets arbejde.
Vi finder, at de overordnede målsætninger og indsatsområder for 2007-2010 er de helt rigtige. Vi finder det meget positivt, at RTI vil arbejde mere ambitiøst med innovationsstatistik, monitorering og systematiske evalueringer af handlingsplanen
Vi kunne godt tænke os, at rådet forholdt sig mere aktivt til, hvordan den fornødne arbejdskraft til rådets mange initiativer skal findes. Herunder at der også fra RTI´s side gøres overvejelser over og laves anbefalinger til, hvordan andre ressortområder kan bidrage til innovationsområdet ved opkvalificering og import af vidensarbejdere.
Vi er meget tilfredse med, at rådet har taget initiativ til, at styrke det regionale arbejde med opsøgende arbejde i form af innovationsagenter i GTS-regi. Der er behov for at styrke den teknologiske rådgivning i en tid, hvor det bliver stadig sværere for de små virksomheder at rekruttere ingeniører. Vi vil dog samtidig meget opfordre til, at dette initiativ koordineres tæt med initiativerne under Erhvervsministeriets ressort, herunder de nye regionale væksthuse.
Vi ser i Ingeniørforeningen meget frem til, at deltage i udmøntningen af rådets mange gode initiativer. Og vil aktivt støtte op bag rådets arbejde med at implementere initiativerne
Med venlig hilsen
Jóannes J. Gaard
Chefkonsulent
Direkte 33 18 47 16





