Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Høringssvar – Forskningsrådet for Teknologi og Produktion

Kommentarer fra Forskningsrådet for Teknologi og Produktion til RTIs handlingsplan InnovationDanmark 2007-2010 – Rådet for Teknologi og Innovations handlingsplan for mere innovation og effektiv videnspredning

5. januar 2007

Kommentarer fra Forskningsrådet for Teknologi og Produktion til RTIs handlingsplan InnovationDanmark 2007-2010 – Rådet for Teknologi og Innovations handlingsplan for mere innovation og effektiv videnspredning

Forskningsrådet for Teknologi og Produktion (FTP) har med interesse læst RTIs handlingsplan for de kommende år.

Handlingsplanen udgør en imponerende samling af initiativer med mange gode forslag, som FTP kan tilslutte sig. De overordnede intentioner om, at forskning skal give mere værdi i erhverv og samfund, er rådet helt enig i. Rådet har også noteret, at det i planen fremføres, at man ønsker et mere overskueligt og simplere system. Dette kan rådet også helt tilslutte sig. Rådet finder dog, at der er så mange nye forslag eller initiativer, at dette mål næppe kan nås, medmindre der samtidig sker en sanering i eksisterende virkemidler. Generelt så rådet gerne en klarere opdeling mellem det tilstandsbeskrivende, de overordnede intentioner og de konkrete tiltag.

Der henvises adskillige steder til internationalisering og aktiviteter i andre lande. Derfor mener rådet også, at nogle af de mest succesfulde udenlandske initiativer fortjener at blive inddraget i overvejelserne om hensigtsmæssige virkemidler. Her ville det være hensigtsmæssigt at se på, hvad meget innovationsaktive lande som Sydkorea, Taiwan, Singapore og USA gør (her er der også brug for videnhjemtagning). Specielt kunne der med fordel ses på tiltag inspireret af de amerikanske Small Business Innovation Research Program (SBIR) og Small Business Technology Transfer Program (STTR), som har demonstreret en større effekt i relation til teknologiudnyttekse og overførsel end andre kendte programmer (se fx SBRI Program Diversity and Assesment Challenges (Ed. Charles W. Wessner, The National Academies Press, Washington D.C. 2004). Singapore har videreudviklet disse koncepter med stor succes. En ad hoc gruppe under EU s STI program har udgivet en rapport, som påpeger forskellene mellem Europa på den ene side og Nordamerika og nogle asiatiske økonomier på den anden side – ikke til Europas fordel – og foreslår samtidig nogle initiativer europæiske lande burde gennemføre ('Pre-commercial Procurement of Innovation: a missing link in the innovation cycle', technical report by an ad-hoc National IST Directors Forum Working Group, March 2006, der kan findes på:

http://europa.eu.int/information_society/research/key_docs/documents/procurement.pdf

http://europa.eu.int/information_society/research/pre_commercial_procurement/index_en.htm

Rådet ønsker desuden at knytte følgende kommentarer til enkelte kapitler:

I kapitel 3 omtales projekter og netværk. Det er rådets opfattelse, at projekter i almindelighed er langt mere effektive end netværk med hensyn til fremme af innovation og teknologi-overførsel/udnyttelse. Netværks-formen kunne derfor med fordel nytænkes.

Det er rådets erfaring, at der undertiden kan være en modstrid mellem ønsket om en stor spredning af viden og en effektiv indsats, der virkelig giver resultater. Virkelig disruptive innovation realiseres ofte i et meget begrænset miljø. Her er en stor fokuseret satsning af personer på et meget højt vidensniveau stærkere end den brede formidlende aktivitet. Enkelte innovationskonsortier kan her have et problem (som måske kan løses i Højteknologifondens regi?).

FTP anbefaler, at RTI sigter mod en bedre integrering af forskningen i innovationskonsortierne, således at forskningsaktiviteterne ikke fremstår som en 'påklistret' del ifht. det samlede projekt. Dette gælder både ansøgningsvejledningen og i de konkrete projekter.

Rådet kan helt tilslutte sig ønsket om en god innovationsstatistik, og indikationer af klare målbare størrelser ville styrke handlingsplanen på dette felt.

Rådet bifalder desuden handlingsplanens bemærkninger om internationalt samarbejde.

Så vidt rådet kan se, er emnet mobilitet ikke nævnt. Her bør det påpeges, at det bedste middel til videnoverførsel er flytning af hoveder. Nogle af de fremførte initiativer kan have en gunstig effekt i denne retning, men rådet så gerne at der var endnu mere fokus på at forbedre mulighederne for en større mobilitet mellem institutioner og virksomheder.

I kapitel 4 slås det fast, at mere forskning skal kommercialiseres. Dette kan rådet kun være enig i. I samme kapitel fremføres det, at patenter også skal være akademisk meriterende. Rådet kan her gøre opmærksom på, at IPR allerede indgår som en del af FTP s vurderingsgrundlag af kvalifikationer, men rådet ønsker samtidig at påpege, at patenteringshyppigheden formodentlig kan øges uden store vanskeligheder, uden at det af denne grund giver en erhvervsmæssig og samfundsmæssig merværdi. Vanskeligheden ligger i, at udvælge de ideer, der har et kommercielt potentiale, og at få dem afsat på en for alle parter udbytterig måde. Der er igangsat mange gode tiltag for at fremme dette, men undertiden kan disse tiltag både for forskere og virksomheder opfattes som unødigt bureaukratiske. Rådet ser meget positivt på initiativerne til en simplificering af patenteringsprocessen.

'Proof-of-concept' ordningen, som naturligt bør ligge under RTI, ses som et fint supplement til forskningsrådenes virkemidler.

Kaptiel 6 omtaler internationalt samarbejde. Rådet hilser initiativer til styrkelse af dansk deltagelse i internationale programmer særdeles velkomment. Specielt betragtes det som positivt, at muligheden for udenlandsk deltagelse inkluderes i innovationskonsortieordningen, fx i forbindelse med EUREKA projekter.

Det er rådets opfattelse, at ordninger til støtte til forberedelse af EU projekter med fordel kunne koordineres mellem DFF, DSF og RTI.

Det ønskes afslutningsvis fremhævet, at rådet finder, at samarbejdet mellem RTI og FTP vedrørende den forskningsmæssige vurdering af innovationskonsortieansøgninger har fungeret tilfredsstillende, dog har de nuværende habilitetsregler givet rådet nogle problemer. Disse vil imidlertid formodentligt blive mindsket ved en forventet snarlig ændret fortolkning af habilitetsreglerne og/eller inddragelse af eksterne bedømmere.

Med venlig hilsen

Inge Holkmann Olsen
Chefkonsulent