European Spallation Source (ESS)
Regeringen har besluttet, at Danmark sammen med Sverige skal være værter for den europæiske forskningsfacilitet European Spallation Source (ESS), som søges etableret i Øresundsregionen
Nyheder om ESS
- DI og FI indbyder til konferencen: Verdens bedste mikroskop (ESS) - en mulighed for udvikling og innovation
- FI opslår resterende midler til ESS Design Update projekter
- FI udmønter midler til ESS Design Update projekter
- Memorandum of Understanding underskrevet i Paris den 3. november 2011
ESS bliver en af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter, som vil kunne undersøge materialer og processer på atomart niveau ved at belyse eller beskyde en udvalgt materialeprøve med et stort antal neutroner.
De samlede konstruktionsomkostninger for ESS forventes at beløbe sig til ca. 11,1 mia. kr.(2008 priser).
Visualisering af ESS i Lund
ESS styrker dansk forskning og bliver en drivkraft for udviklingen i Øresundsregionen
Blandt de europæiske lande blev der i løbet af foråret og sommeren 2009 opnået enighed om Øresundsregionen som fremtidig lokalitet for ESS. Med en placering af ESS i Øresundsregionen vil Skandinavien få sin første større fælleseuropæiske forskningsinfrastruktur, som vil komme til at beskæftige omkring 400 permanente forskere og have en yderligere gennemstrømning på 2.000-5.000 besøgende forskere hvert år. Det er forventningen, at etableringen af ESS i Øresundsregionen vil styrke såvel den videnskabelige som erhvervsmæssige udvikling i regionen.
Det dansk-svenske værtskab betyder, at ESS etableres som et øresundsprojekt, med placering af aktiviteter på begge sider af Øresund. Selve ESS-faciliteten etableres i Lund, men ESS’s 'Data Management and Software Centre´, der skal stå for behandling og analyse af data fra ESS bliver placeret på den danske side af Øresund. Centret vil når det er fuldt udbygget komme til at beskæftige omkring 60 forskere og teknikere. Der er endvidere aftalt, at Danmark skal bidrage med 12,5 pct. af de samlede konstruktionsomkostninger for ESS, mens man fra svensk side har forpligtiget sig til at finansiere op til 35 pct. af konstruktionsomkostninger.
Frem mod en europæisk aftale om ESS
Der er endnu ikke indgået nogen forpligtende aftale om etableringen af ESS. Det er målet, at der inden for de nærmeste to til tre år kan indgås forpligtende aftaler med de interesserede europæiske lande om konstruktionen af ESS. Foruden Danmark og Sverige deltager Norge, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Schweiz, Spanien, Estland Letland, Litauen, Island, Holland, Tjekkiet og Ungarn i det forberedende ESS-arbejde.
De deltagende europæiske lande har besluttet at påbegynde en ”ESS Design Update proces” i perioden 2010 – 2012, der skal fastlægge det tekniske og videnskabelige design af ESS samt det endelige budget for konstruktion og drift af ESS. Herefter træffes den endelige beslutning om etableringen af ESS, og de enkelte landes bidrag til ESS.
´Kontoret for ESS´ i Forsknings- og Innovationsstyrelsen er ansvarlig for den danske deltagelse i det aktuelle ESS-arbejde. Kontoret skal bl.a. repræsentere Danmark ved de fremtidige forhandlinger med de øvrige europæiske partnerlande om etableringen af ESS. Endvidere har sekretariatet til opgave at sikre kontakten til forskere og forskningsinstitutioner i Danmark samt virksomheder, myndigheder og andre interessenter, der har interesse i opbygningen af ESS i Øresundsregionen.





