Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Det Europæiske Center for Højenergifysik (CERN)

CERN er verdens største center for partikelfysik. CERN's store accelerator kan få partikler op på enorme hastigheder og energier og dernæst få partiklerne til at kollidere. Hvad der sker med partiklerne studeres i CERN's partikeldetektorer.

Organisationens formål er at stille forskningsfaciliteter til rådighed for grundvidenskabelig forskning i elementærpartiklernes inderste strukturer. CERN er således stedet, hvor fysikere kan udforske, hvad stoffet er lavet af, og hvilke kræfter der holder det sammen.

Eksperimenterne i CERN består i at accelerere partikler op til store hastigheder og energier, for efter kollisioner at observere partiklerne ved brug af diverse partikeldetektorer.

Der skelnes i CERN mellem to typer eksperimenter: Eksperimenter baseret på sammenstød mellem partikler (collider experiments) og eksperimenter baseret på sammenstød mellem partikler og faste mål (fixed target experiments).

Eksempler på fixed target-eksperimenter er Atomic Spectroscopy And Collisions Using Slow Antiprotons samt On-Line Isotope Mass Separator.

De partikelfysiske eksperimenter i CERN har ført til udviklingen af en række teknologier, der anvendes inden for forskellige områder. Fx førte projekter i CERN til udvikling af internettet i 1990.

Forskere fra såvel CERN-medlemslande som ikke-medlemslande kan benytte CERN's faciliteter. Der er i øjeblikket 34 danskere ansat ved CERN og 41 danske brugere af CERN's faciliteter.

CERN blev ved international konvention stiftet i 1954 som en international organisation. CERN har 20 medlemslande, herunder Danmark, som har været med fra begyndelsen. Dertil har en række lande, EU og UNESCO observatør-status i CERN.

Danmark var arrangør af ICRI 2012 (International Conference on Research Infrastructure) i Bella Center 21.-23. marts 2012.