FORSK2020
Styrelsen for Forskning og Innovation har i maj 2011 igangsat en proces med det formål at udarbejde et nyt prioriteringsgrundlag for strategisk forskning, FORSK2020. Det nye prioriteringsgrundlag skal erstatte FORSK2015.
Et nyt prioriteringsgrundlag
Styrelsen for Forskning og Innovation har i december 2011 udsendt første udkast til FORSK2020 katalog til en række centrale interessenter, se nærmere om processen og første udkast til katalog nedenfor.
Det er sigtet med FORSK2020 kataloget at række ud over det dagaktuelle og pege på forskningsbehov, som den fremtidige samfunds- og erhvervsudviklings skaber. Denne udfordringsorienterede tænkning er i dag en internationalt anerkendt tilgang til forskningsprioritering og benyttes også i EU sammenhæng i forbindelse med fastlæggelsen af indholdet i EU´s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020.
De identificerede forskningstemaer og visioner i udkastet til FORSK2020 har et dansk udgangspunkt, men de spiller godt sammen med de temaer, som drøftes i EU sammenhæng med udgangspunkt i de store ¨Grand challenges¨.
Som noget nyt - sammenlignet med FORSK2015 - er FORSK2020 udkastet fokuseret på færre temaer og med et endnu skarpere fokus på store danske såvel som globale samfundsudfordringer og potentialer i forhold til vækst, beskæftigelse og velfærd. Samtidig er temaerne samlet i fem hovedområder, som hver især indeholder en mere overordnet vision og udviklingen af vigtige samfundsområder. Det er i den forbindelse væsentligt at understrege, at de fem visioner eller kataloget i øvrigt ikke udtrykker politiske prioriteringer. Visionerne er resultater af Styrelsen for Forskning og Innovations forsøg på at udkrystalisere hovedessensen af, hvad der er, de mange modtagne FORSK2020-bidrag tilsammen peger på, at den fremtidige strategiske forskning skal målrettes mod. Samtidigt danner de fem visioner hver ramme om to til fire underliggende forskningstemaer, som hænger sammen indbyrdes.
FORSK2020 skal imødekomme finanslovsaftalen af november 2011, hvori parterne noterer sig, at FORSK2020 vil indgå som fremtidigt prioriteringsgrundlag for strategisk forskning. Derudover forventes kataloget at blive anvendt i forhold til en række områder, som rækker ud over den strategiske forskning, fx forskningssamarbejde i EU og en kommende dansk innovationsstrategi
Processen
FORSK2020-processen er tilrettelagt i overensstemmelse med tilbagemeldingerne fra dialogen med centrale interessenter i foråret 2011 og resultaterne af den evaluering af FORSK2015, der blev gennemført i 2009.
Det nye prioriteringsgrundlag, FORSK2020, skal være færdigt i maj 2012.
På disse sider kan du finde mere information om processen.




