Om ESA
ESA blev grundlagt ved en konvention i 1975 med Danmark som medunderskriver. ESA har på nuværende tidspunkt 18 medlemslande og et tæt samarbejde med Canada.
ESA’s hovedkvarter i Paris. Foto: ESA
Økonomi og programmer
ESA's budget er på cirka 24 mia. kr. årligt. Medlemslandene betaler et grundkontingent til ESA fastsat efter bruttonationalproduktet. Derudover bidrager de enkelte lande til frivillige programmer efter interesse.
Ifølge ESA konventionen har hvert medlemsland krav på at få sin investering i organisationen retur i form af kontrakter til industri og forskningsinstitutioner (juste retour).
Dansk deltagelse
Danmarks bidrag til ESA er på 200 mio. kr. årligt eller lige under én procent af ESA's budget. Det danske medlemsbidrag er ligeligt fordelt på obligatoriske og frivillige programmer.
De obligatoriske aktiviteter omfatter ESA’s opsendelsesbase og det grundvidenskabelige program, mens der er frivillige programmer for jordobservation, bemandet rumfart, telekommunikation, løfteraketter og navigation.
ESA som organisation
ESA har omkring 2000 ansatte, hvoraf cirka 30 er danske. Hovedkvarteret ligger i Paris og ESA har tekniske centre i Holland, Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien. Dertil kommer en opsendelsesbase i Kourou, Fransk Guyana.




