Udvikling af europæisk forskningsinfrastruktur
Blandt de europæiske lande og forskersamfund er der bred enighed om forskningsinfrastrukturers centrale betydning for forskning og udvikling.
En hjørnesten
Udviklingen af det europæiske samarbejde om forskningsinfrastruktur er derfor en hjørnesten i realiseringen af det europæiske forskningsrum. På baggrund af en række konkrete initiativer arbejdes der i regi af Rådet og EU-Kommissionen på at styrke den fælles indsats.
European Strategy Forum for Research Infrastrctures (ESFRI)
ESFRI er et samarbejdsforum, hvor EU-medlemsstaterne, de associerede lande samt Kommissionen mødes for at drøfte emner relateret til forskningsinfrastruktur af europæisk betydning. ESFRI har eksisteret siden 2002 og har til formål at støtte en sammenhængende og strategibaseret tilgang til forskningsinfrastruktur i Europa. Dette forum fungerer også som fødselshjælper for internationale forhandlinger om konkrete initiativer inden for forskningsinfrastruktur.
Omdrejningspunktet i det hidtidige arbejde i ESFRI er offentliggørelsen af to såkaldte roadmaps i hhv. 2006 og 2008.
Vejvisere til infrastruktur
ESFRI’s roadmap består i dag af 44 infrastrukturprojekter fordelt inden for hovedområderne: samfundsvidenskab og humaniora, miljø, energi, bio- og sundhedsvidenskab, materialevidenskab og analytiske faciliteter, fysiske videnskaber og ingeniørvidenskaber samt e-Infrastruktur.
ESFRI’s roadmap vil i 2010 blive opdateret med nye projekter inden for områderne ’Energi’, ’Fødevarer, landbrug og fiskeri’ og ’Bioteknologi’ (inkl. systembiologi).
De danske delegerede til ESFRI er vicedirektør i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Hans Müller Pedersen og direktør Jørgen Kjems, tidl. RISØ / Danmarks Tekniske Universitet.
European Research Infrastructure Consortium
I juni 2009 vedtog Rådet (Konkurrenceevne – Forskningsdelen) forordningen vedr. en EF-rammebestemmelse om et europæisk konsortium for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERIC).
Formålet med forordningen er at skabe administrative og juridiske rammer (herunder moms- og afgiftsfritagelse), som kan lette og fremskynde konstruktionen af europæiske forskningsinfrastrukturer, særligt med henblik på at understøtte realiseringen af så mange af projekterne på ESFRI’s liste, som muligt.
Det er de enkelte medlemsstater som sammen kan ansøge om dannelsen af ERIC til konkrete forskningsinfrastrukturprojekter.
De første ansøgninger om ERIC forventes behandlet i en særlig komité med repræsentanter fra EU-medlemsstaterne og EU-Kommissionen i 2010.




