Videre til indhold. | Videre til menunavigation

FLK Cabin vil ikke bagud af dansen

Den økonomiske krise har kradset hårdt i branchen. Men direktør Tina Skov Andersen fra FLK Cabin i Toftlund har prioriteret at innovere i håbet om at stå stærkt i fremtiden.

For få år siden havde 38 ansatte deres gang på direktør Tina Skov Andersens familieejede virksomhed, FLK Cabin i Toftlund. I 2010 er de 13 tilbage. Det mærkes, at kunderne under krisen holder igen med indkøb af virksomhedens specialfremstillede førerkabiner til bl.a. gaffeltrucks og minitraktorer.

Så ligesom andre virksomheder skal FLK Cabin finde ud af at producere mere for de samme eller færre penge.

Tina Skov Andersen »vil ikke bagud af dansen «, som hun siger. Så hun har længe funderet over, hvordan produktiviteten kan forbedres.

Brug for hjælp udefra

Som ejer og leder af en virksomhed er hverdagen travl. Det var først, da hun fik assistance udefra til at systematisere overvejelserne, at hun fik overblik til at tage en beslutning. Gennem sin brancheorganisation hørte Tina Skov Andersen om muligheden for at få besøg af innovationsagenter fra GTS-instituttet Force Technology.

»Det ville ikke koste andet end tiden, så det skulle da prøves,« siger direktøren og fortæller, at agenterne var på besøg tre timer første gang. Her blev virksomhedens udfordringer og muligheder gennemgået.

»Vi vidste jo egentlig godt, hvor skoen trykkede, og det kunne de godt se,« fortæller Tina Skov Andersen.

Skoen trykkede på virksomhedens brug af ny IT-teknologi. Eller rettere på manglende brug af IT. Godt nok havde FLK Cabin købt et system til 3D-design af førerkabiner, men det var ikke rigtig kommet i brug, og det var måske heller ikke det bedste til formålet. Så der skulle ske noget nyt på IT-fronten, og det var den beslutning, Tina Skov Andersen endte med at tage. Det er hendes forventning, at man kan spare mandetimer i produktionen, når designet er tæt på virkeligheden i tre dimensioner.

Håb om større indtjening

Force Technology udarbejdede derefter en projektbeskrivelse, og den blev brugt til at få en videnkupon fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen til køb af viden om IT-implementering fra en videninstitution.

Dermed håber Tina Skov Andersen at få det nødvendige input til, hvordan det nye 3D-design kan sættes i værk.

»Jeg håber, at det alt sammen kan føre til større indtjening senere. Men lige nu er det svært at se, hvor det hele ender,« siger Tina Skov Andersen.

»Det har været afgørende for os, at vi er sluppet for at bruge meget tid på projektet, fordi vi har mange andre jern i ilden. Det er vigtigt, at vi har haft Force til at holde fast i projektet. Ellers var det ikke blevet til noget.«

Viden skaber vækst

Læs flere fortællinger om virksomheder, der har benyttet Videnskabsministeriets innovationstilbud og -puljer.

Læs om Danmarks første innovationsstrategi og følg arbejdet med strategien hos Uddannelsesministeriet