Innovationsagenter
Rådet for Teknologi og Innovation finansierer Innovationsagenterne, der gennem et Innovationstjek hjælper små og mellemstore virksomheder i gang med et konkret udviklingsprojekt
Hvad er et Innovationstjek?
Et Innovationstjek er et gratis tilbud til smv’er, der ønsker at udvikle deres forretning på produkt-, proces-, markeds-, organisations- eller strategisk niveau. Gennem et Innovationstjek sætter Innovationsagenten fokus på konkrete teknologi-, viden- og udviklingsmuligheder i virksomheder, der har et uudnyttet innovationspotentiale. Et Innovationstjek er vejledning, der tager udgangspunkt i den enkelte virksomheds behov og situation.
Hvad er udbyttet af et Innovationstjek?
Innovationsagenterne hjælper med at identificere udfordringer og se nye muligheder samt finder og skaber kontakt til relevante samarbejdspartnere inden for det danske viden-, innovations- og erhvervsfremmesystem. Et Innovationstjek kan således være et springbræt til vækst, forretningsudvikling og øget konkurrencekraft for den enkelte virksomhed.
Hvem henviser Innovationsagenterne til?
Gennem en fælles dialog med virksomheden definerer Innovationsagenten en række indsatsområder. Virksomheden vælger selv, hvilket udviklingsprojekt de ønsker at gå videre med, og Innovationsagenten sørger for at skabe kontakt til en relevant samarbejdspartner, der kan løfte opgaven. Når virksomheden er i dialog med den nye samarbejdspartner om et givent projekt, er Innovationsagentens opgave udført. Derudover får virksomheden en række henvisninger til relevante samarbejdspartnere, der kan løfte de andre identificerede indsatsområder i virksomheden til senere brug. Innovationsagenterne henviser og skaber blandt andet kontakt til:
- Innovationsnetværk
- Brancherettede initiativer
- Universiteter
- Professionshøjskoler
- Væksthuse
- Erhvervsråd
- Private rådgivere og virksomheder
- Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS)
Hvem kan få et Innovationstjek?
Alle landets virksomheder med op til 250 ansatte kan få et gratis Innovationstjek.
Hvem står bag?
Et korps af 30 Innovationsagenter fra landets ni Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS) har siden 2007 udført over 1.200 Innovationstjek.





