Jævnfør regeringens globaliseringsstrategi bliver der behov for mange flere forskere og forskerudannede.
Det er derfor et mål, at universiteterne skal uddanne flere højtkvalificerede forskere, samt at antallet af ph.d.-stipendier og erhvervs-ph.d'er fordobles.
Hvis dette mål skal indfries, er der behov for, at alle gode talenter bliver bragt i spil – både mænd og kvinder.
Derfor er det et problem, at forskerverdenen ikke i tilstrækkelig grad kan tiltrække, fastholde og udvikle kvindelige forskertalenter. Til mange stillinger er der kun mandlige ansøgere.
I 2004 nedsatte videnskabsministeren sammen med ministeren for ligestilling en tænketank om flere kvinder i forskning. Tænketanken fik til opgave at komme med idéer og anbefalinger til, hvordan det uudnyttede forskerpotentiale blandt kvinder bliver realiseret.
Videnskabsministeren og ministeren for ligestilling offentliggjorde tænketankens rapport "Alle talenter i spil – flere kvinder i forskning" på et pressemøde på Christiansborg i juni 2005.
Tænketankens anbefalinger retter sig både mod politikerne, lederne af forskningsinstitutionerne og virksomheder og til kvinderne selv.
Desuden præsenterer tænketanken ledelsen for en værktøjskasse, der kan understøtte udvikling af kvindelige forskertalenter.




