Puljemidler til Forskningens Døgn 2012
Frem til den 1. februar 2012 kan arrangører søge om puljemidler til afholdelse af arrangementer på Forskningens Døgn 2012.
I 2012 udgør puljemidlerne i alt 1.000.000 kr. Puljemidlerne er opdelt i to puljer, hvor pulje 1 er til store og meget synlige arrangementer, der tiltrækker et publikum på mere end 100 personer. Pulje 2 er til mindre og/eller nye arrangører, der laver arrangementer og tiltrækker et publikum på under 100 personer.
Hvad kan der søges om støtte til?
Puljemidler kan bruges til at dække følgende udgifter:
- Leje af lokaler, boder, telte, teknisk udstyr mv.
- Markedsføring.
- Honorarer til eksterne personer, som for eksempel udgifter til eksterne forskere, kunstnere, konferencier med betydelig relevans for arrangementet.
- Arrangementer, hvor foredrag indgår som ét element af flere.
Puljemidler kan ikke bruges til:
- Arrangementer, der kun består af foredrag.
- Honorarer til interne medarbejdere (projektledelse, lønninger m.v.).
- Køb af udstyr.
- Udgifter til persontransport (taxa og lign.), med mindre dette er en del af honoraraftale med eksterne partnere.
- Udgifter til forplejning, med mindre dette er en del af honoraraftale med eksterne partnere.
Alle enheder i den offentlige sektor kan søge om tilskud fra puljen. Private virksomheder og organisationer kan søge, hvis de indgår i et ligeværdigt samarbejde med en offentlig institution om gennemførelsen af et arrangement.
- Læs opslaget (PDF)
- Vejledning til E-ansøgningsprocessen (PDF)
- Gå til e-ansøgningssystemet
- Læs mere om Forskningens Døgn
I 2012 afholdes Forskningens Døgn for ottende gang den 19., 20. og 21. april. Puljemidlerne skal fremme afholdelse af arrangementer på Forskningens Døgn 2012 ved at yde støtte til lokale arrangementer.




