Opslag - Instrumentcentre for CERN, ESO og ESRF
Opslag - Instrumentcentre for CERN, ESO og ESRF. Ansøgningsfrist er mandag den 11. april 2011 kl.12.00.
Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers (FNU) indkalder hermed ansøgninger om støtte til de tre instrumentcentre NICE (CERN), IDA (ESO) og DANSYNC/DANSCATT (ESRF) for perioden 2012.
Formål
Formålet er at støtte dansk forskning af høj international kvalitet relateret til Danmarks medlemskab af CERN, ESO og ESRF.
Om ansøger
Rådet forventer, at aktiviteten gennemføres af en internationalt anerkendt forsker eller forskergruppe. Der kan søges som fastansat eller løstansat forsker, men kun for den periode, hvor der er garanteret ansættelse.
Om ansøgningen
FNU har tidligere givet følgeforskningsbevillinger til de tre instrumentcentre i tre fireårige perioder frem til 2011. Støtten gives denne gang kun for en periode på ét år fra 1. januar 2012 til 31. december 2012 med den begrundelse, at Videnskabsministeriet er ved at udarbejde en handlingsplan for national forskningsinfrastruktur, hvori indgår organiseringen og finansieringen af følgeforskning. Det forventes, at der vil være en afklaring på dette ultimo 2011 eller primo 2012.
Hvad kan du søge støtte til?
Der gives støtte til dækning af udgifter, der direkte kan henføres til den søgte aktivitet, og som er relevante og nødvendige for at aktiviteten kan gennemføres. Ansøger skal sikre sig, at der er overensstemmelse mellem den søgte aktivitet og det søgte budget.
Rådet har besluttet at reducere det afsatte samlede beløb til de tre instrumentcentre med 17 %. Det sker som følge af en generel beskæring af midlerne til Det Frie Forskningsråd.
Der kan tilsammen søges om støtte indenfor en økonomisk ramme på op til 19,8 mio. Kr. (inkl. overhead) til perioden 1. januar 2012 til 31. december 2012. Hvert instrumentcenter kan ikke forvente at få tildelt mere støtte, end hvad det fik i gennemsnit pr. år i sidste udbudsperiode, fratrukket den generelle beskæring.
Ansøgningsfrist og -blanket
Frist for indsendelse af ansøgning er mandag den 11. april 2011 kl.12.00.
Ansøgningen skal udformes på engelsk og skal indsendes elektronisk:
Budget
Budgettet til de tre instrumentcentre, der søges om støtte til, skal opdeles i følgende overordnede budgetposter:
- VIP-løn
- TAP-løn
- hel eller delvis støtte til apparatur over 100.000 kr.
- drift
- overhead/administrationsbidrag.
Skema og bilag:
- en projektbeskrivelse (max 5 sider), der redegør for målsætningerne for centrets virksomhed i den etårige periode (2012) - herunder en præcisering af de under centret hørende opgaver
- cv og publikationsliste for hovedansøger samt centrale VIP´er, der søges støtte til i den etårige periode (2012). Publikationerne opdeles i peer reviewed artikler, kongresbidrag og populærvidenskabelige bidrag
- detaljeret budget udarbejdet på rådets skabelon for detaljeret budget. Budgettet bør være ledsaget af konkrete begrundelser for, hvorfor de enkelte budgetposter og deres omfang er relevante og nødvendige for projektets gennemførelse samt en oversigt over medfinansiering fra brugergruppens institution(er):
- DFF budgetunderskrift:
- redegørelse/dokumentation for udgifter til apparatur over 100.000 kr.
- accept fra værtsinstitutionen
- redegørelse (max 2 sider) for de faglige aktiviteter i sidste udbudsperiode (2008 – 2011)
- cv og publikationsliste for hovedansøger samt centrale VIP´er, som er støttet af FNU i sidste udbudsperiode (2008 – 2011). Publikationerne opdeles i peer reviewed artikler, kongresbidrag og populærvidenskabelige bidrag
- en kort redegørelse (max 1 side) af forbruget af bevillingen fra sidste udbudsperiode (2008 til 2011). Der skal redegøres for eventuelle større afvigelser mellem budgettet og det faktiske forbrug
Behandlingsprocedure
Når rådet har modtaget din ansøgning, vil den blive sendt til ekstern bedømmelse. Rådet vil gerne understrege, at den eksterne bedømmelse indgår som en del af beslutningsgrundlaget i rådets behandling.
Den endelige beslutning træffes på baggrund af rådets egen vurdering af ansøgningen og en prioritering i forhold til det samlede ansøgningsfelt. Rådet forventer at behandle det samlede materiale i juni 2011.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til fuldmægtig Thomas Klinggaard () eller chefkonsulent Lars Grindsted ().




