Videre til indhold. | Videre til menunavigation

TFI – mulighedsstudier om CCS potentialer i Norden

Ansøgningsfrist: 3. februar 2010

Topforskningsinitiativets delprogram ’CO2-fangst og –lagring’ indkalder til ansøgninger om to mulighedsstudier for at få et overblik over potentialerne inden for CCS i Norden. Målet med disse studier er at definere mulige realiserbare CCS-løsninger og at definere FoU-udfordringerne.

Der skal tages udgangspunkt i eksisterende kortlægninger og studier, og om nødvendigt skal den manglende relevante information fremskaffes for at få det nødvendige overblik. Ansvaret for gennemførslen af studiet ligger hos en nordisk aktør (konsulent, virksomhed, organisation, universitet). Der kræves samarbejde mellem mindst tre nordiske lande.

Formålet med det første studie ’Nordens CCS-potentialer (udslip, infrastruktur, lagring)’ er at udarbejde en oversigt over CCS-potentialet i Norden. Studiet bør indeholde en kortlægning af CCS-udslip fra større kilder i Norden, samt en kortlægning og om muligt kvantificering af geologiske og mineralogiske lagringsmuligheder og mulighedsscenarier af hvilken infrastruktur, der på kort og lang sigt vil være behov for i Norden.

Formålet med det andet studie ’CCS og vedvarende energi’ er at vurdere potentialet for CCS inden for vedvarende energi baseret på ikke-fossilt brændsel der indeholder karbon (biomasse), samt brændsel fra biomasse eller geotermiske kilder. Studiet skal indeholde tidsperspektiv og overvejelser om sammenhængen mellem indfasning af vedvarende energi og udvikling af fossilenergi. Der bør udarbejdes kreative forslag om bæredygtige mekanismer til realisering af CCS og for energiproduktionsudvikling inden for vedvarende energi.

Ansøgningsfristen er 3. februar 2010. De første resultater af studierne skal præsenteres i midten af maj 2010, og slutversionen skal leveres i slutningen af august 2010. Budgettet er på max. 1-1½ millioner norske kroner.

Kontakt

Natalia Grebennik
Innovationsrådgiver
Nordic Innovation Centre
Stensberggate 25
NO-0170 Oslo
Tlf. + 47 410 45 211