Indkaldelse af ansøgninger til innovationskonsortier
Rådet for Teknologi og Innovation indkalder ansøgninger om støtte til innovationskonsortier. Der er ansøgningsfrist mandag den 6. september 2010 kl. 15.
Innovationskonsortier samler virksomheder og videninstitutioner
Innovationskonsortier er en ramme for samarbejde mellem virksomheder, forskningsinstitutioner og almennyttige rådgivnings- og videnspredningsparter. Samarbejdet skal tage udgangspunkt i et fælles forsknings- og innovationsprojekt mellem parterne.
Projektet skal løse et konkret udviklingsbehov i de deltagende virksomheder, men samtidig være af interesse for en bredere del af dansk erhvervsliv. Find flere informationer i retningslinjerne for innovationskonsortierne.
Særlig fokus på innovation i den offentlige sektor
Forliget omkring fordelingen af globaliseringsreserven til forskning og udvikling 2010-12 betyder, at der på Finansloven for 2010 er afsat midler til innovationskonsortier, der både fremmer innovation i den offentlige sektor og erhvervslivet.
Rådet opfordrer derfor særligt til, at der i denne ansøgningsrunde indsendes ansøgninger om innovationskonsortier med deltagelse af offentlige parter og med fokus på innovation i den offentlige sektor (de såkaldte ”innovationsalliancer”).
Ansøgninger om innovationsalliancer vurderes ud fra de samme kriterier og behandles samtidig med ansøgninger om almindelige innovationskonsortier. Alle ansøgninger deltager i den åbne konkurrence på lige vilkår.
Ansøg via e-ansøgning
Ansøgninger om innovationskonsortier skal indsendes til Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Vi foretrækker, at ansøgningerne indsendes via Forsknings- og Innovationsstyrelsens elektroniske ansøgningssystem (e-ansøgning). Hvis du ikke har mulighed for at indsende ansøgningen via det elektroniske ansøgningssystem, skal du tage kontakt til Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Hvis du ønsker at indsende en ansøgning via e-ansøgning skal du acceptere betingelserne for anvendelsen af e-ansøgningssystemet. Find betingelserne via linket nedenfor (betingelser for anvendelse af e-ansøgning)
Se nærmere information om hvordan du anvender e-ansøgningssystemet, og se hvilke krav ansøgninger om innovationskonsortier skal opfylde i ansøgningsvejledningen for innovationskonsortier.
Fristen for ansøgninger
Ansøgningen skal være modtaget i e-ansøgningssystemet senest mandag d. 6. september 2010 kl. 15. Rådet for Teknologi og Innovation forventes at træffe afgørelse om tildeling af midler inden udgangen af december 2010.




