Internationalt Netværksprogram - første opslag
Forsknings- og Innovationsstyrelsen offentliggør hermed det første opslag i relation til Videnkabsministeriets nye Internationale Netværksprogram. Ansøgningsfristen er tirsdag den 1. december 2009.
Videnkabsministeriet har afsat 12 mio. kr. til netværksprogrammet. Formål er at støtte netværksaktiviteter, der kan fremme kontakt og samarbejde mellem danske og udenlandske forskere og forskningsintensive virksomheder fra ministeriets samarbejdslande med henblik på fælles forsknings- og udviklings- og uddannelsessamarbejde, herunder fx fælles ansøgninger til danske og udenlandske forskningsfinansierende organer, EU´s 7. rammeprogram m.v.
Følgende initiativer kan støttes:
- Videnskabelige workshops og konferencer med danske og udenlandske forskere og forskningsintensive virksomheder fra et eller flere af de følgende lande: Kina, Indien, Israel, Japan, USA og Brasilien.
- Visiting Scientist Grants - rejser mellem Danmark og Kina, Indien, Israel, Japan, USA og Brasilien og med henblik på identifikation af samarbejdsprojekter og – partnere.
Ansøgning om støtte kan søges til en eller flere udgiftsposter:
- Workshops og konferencer med deltagelse af danske og udenlandske forskere fra et eller flere af de udvalgte lande.
- Internationale rejseomkostninger – inkl. flybilletter og hotelophold.
- Overhead/administrationsomkostninger.
Støtte kan søges af forskere fra danske universiteter og videninstitutioner samt forskningsintensive virksomheder i Danmark. Ansøger i Danmark skal have identificeret en udenlandsk partner fra ét eller flere af de lande, som Videnskabsministeriet har samarbejde med.
Det Internationalt Netværksprogram understøtter Videnskabsministeriets samarbejdsaftaler om forsknings-, teknologi- og uddannelsessamarbejde med Kina, Japan, Indien, Israel og USA. Hertil kommer Brasilien, som der ønskes et tættere samarbejde med.




