DFF annoncerer opslag fra ESF: ESF-opslag for EUROCORES Themes 2009
Ansøgningsfrist: 29. maj 2009 kl. 12.00
European Science Foundation (ESF) bidrager til udviklingen af det europæiske forskningsrum gennem sit EUROCORES-program og indkalder hermed forslag til nye EUROCORES-temaer. ESF EUROCORES er store og tematisk meget brede forskningsprogrammer, der giver de bedste forskningsgrupper i og uden for Europa mulighed for at koordinere og udvikle samarbejde om de udvalgte temaer. Forskningsaktiviteterne finansieres af de deltagende forskningsråd. ESF forventer at udvælge og igangsætte omkring fem nye EUROCORES på baggrund af dette opslag. Der kan indsendes temaforslag inden for alle videnskabelige hovedområder.
Danske forskere, der ønsker at foreslå nye EUROCORES-temaer, skal imidlertid være opmærksomme på, at de faglige forskningsråd har forskellige prioriteringer i forhold til at medvirke til finansieringen af nye EUROCORES. Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers (FNU) og Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion (FTP) har besluttet ikke at yde støtte til dansk deltagelse i nye EUROCORES, mens Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation (FKK) fortsat yder støtte. De øvrige faglige forskningsråd tager løbende stilling.
Derfor anbefales det, at danske forskere, der ønsker at foreslå nye temaer, tager kontakt til sekretariatet for det relevante faglige forskningsråd for at få information om rådets holdning til finansiering af EUROCORES.
Forslag indsendes on-line til ESF. Ansøgningsfristen er 29. maj 2009 kl. 12.00.
Opslagets fulde tekst med oplysninger om ESF's EUROCORES-program, ansøgningsprocedure mv. findes på ESF hjemmeside.




