Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Aarhus Universitet

Vidensamarbejde skaber nye produkter

Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen i Herning (AU-HIH) har gennem videnkuponen rådgivet og hjulpet Scan-Plast Produktion A/S med at udvikle en ny type glasfiberrør, som er langt større og mere holdbare, end de, der findes på markedet i dag.

I samarbejdet med AU-HIH har Scan-Plast Produktion fået mulighed for at teste nye rørtyper gennem avancerede beregninger og computersimuleringer.

Scan-Plast Produktion A/S

Med computersimuleringer er det nemlig muligt at lave en vurdering af, hvilke konstruktioner, materialer og produktionsprocesser, der i kombination skaber det optimale produkt. Virksomheden undgår dermed en masse fejlslagne tests.

Som sidegevinst har simuleringerne samtidig gjort det muligt at forbedre kvaliteten af eksisterende rørprodukter. Det betyder, at virksomheden i dag har et godt udgangspunkt for bestå en certificeret fysisk test af nye rørtyper.

”Vi har bidraget til at efteruddanne medarbejdere fra virksomheden, så de nu selv kan udvikle og gennemføre simuleringer af, hvilke rørkonstruktioner der giver de bedste testresultater. Det sparer virksomheden for både tid og penge,” siger Carsten Laustsen viceuddannelseschef ved AU-HIH.

Scan-Plast Produktion A/S har stor viden om kompositmaterialer, mens AU-HIH har detaljeret viden om konstruktion, beregnings-metoder og den nødvendige computerkapacitet. Det er netop denne kombination, som har givet et nyt og forbedret produkt.

Carsten Laustsen fortæller, at der er mange små og mellemstore virksomheder, som mangler viden og konkrete værktøjer til at gennemføre de rigtige beregninger og sikre nye produkter høj kvalitet.

”Virksomhederne mangler simpelthen de matematiske kompetencer og værktøjer til at udføre de nødvendige beregninger. De ved en masse om produktet, materialerne og processen, mens vi kan supplere med specifik viden om matematiske modelleringer”, fortsætter Carsten Laustsen.

Nye kompetencer til virksomhedens ingeniører

AU-HIH har gennem projektet haft en fast medarbejder fra virksomheden med på sidelinjen ved alle simuleringerne for bevidst at overføre deres viden til virksomheden.

Det har medført, at én af virksomhedens ingeniører har opnået kompetencer, så virksomheden nu selv kan gennemføre de avancerede simuleringer af forskellige rørkonstruktioner fremover.

AU-HIH har lang tradition for at samarbejde med virksomheder, og vil gerne hjælpe andre med lignende problemstillinger.

Carsten Laustsen fra AU-HIH vurderer, at der er mange små og mellemstore virksomheder, som vil få stort udbytte af et samarbejde med en videninstitution.

Fakta om Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen i Herning (AU-HIH)

AU-HIH er en handelshøjskole og ingeniørhøjskole, der er slået sammen under et tag. AU-HIH beskæftiger sig med fag som erhvervsøkonomi, erhvervssprog, international kommunikation, ingeniørvidenskab og ledelse.

AU-HIH har sine egne videns- og innovationscentre inden for innovation og forretningsudvikling, iværksætteri, it-udvikling og vindindustrien. Centrene er placeret på AU-HIH og er en integreret del af Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen.

Derudover har AU-HIH sit eget virksomhedsuniversitet, der yder konsulentbistand og professionel efter- og videreuddannelse til virksomheder.