Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Celcorr

I dag er de fleste elektroniske komponenter så små, at man umuligt med det blotte øje kan se den nedbrydning, der gradvist foregår. Danske forskere og virksomheder er længst med løsninger.

Sensor afslører usynlig korrosion

Den lille komponent ser ikke ud af meget. Men den kan spare dansk industri for store millionbeløb.

Den to gange fire centimeter store plade er en sensor, der kan afsløre begyndende korrosion på et printkort. Hjertet af langt det meste elektronik udgøres af printkort med tusindvis af bittesmå komponenter. Hvis blot en enkelt af komponenterne fejler, kan det føre til, at hele apparatet bryder sammen. Korrosion opstår, når printkortets metaller nedbrydes som følge af påvirkning fra luft eller vand.

Rajan AmbatKlar til kamp mod korrosion i elektronik. Rajan Ambat kom til Danmarks Tekniske Universitet i 2004 efter en karriere i Storbritannien. Foto: Claus Bjørn Larsen

»Amerikanske undersøgelser har vist, at industrien lider tab, der svarer til 0,7 procent af USA’s bruttonationalprodukt på grund af korrosion i elektronik. Overført til danske forhold vil det svare til, at industrien herhjemme mister fem milliarder kr. årligt,« siger Rajan Ambat, der er lektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og koordinator for innovationskonsortiet Celcorr.

Sensoren indeholder små prøver af de metaller, som indgår i det printkort, den skal overvåge. Hvis der sker korrosion i en af de små prøver, falder evnen til at lede strøm. Derfor kan man se et fald i det elektriske signal, som sensoren afgiver. Og hvis der sker korrosion i den lille prøve, kan man regne med, at der også sker korrosion i selve printkortet.

Sensoren er så følsom, at man kan afsløre begyndende korrosion længe inden, det vil føre til et nedbrud. Derved kan man udskifte komponenten på et passende tidspunkt og spare mange penge.

Sætter en bremse på korrosion

Sensoren er så lille, at den fint kan indpasses i de printkort, der bruges i de fleste apparater i industrien. Desuden er den designet, så den senere kan gøres mindre, så den kan bruges i mobiltelefoner og lignende forbrugerelektronik i fremtiden.

Udvikling af sensorer til sporing af korrosion er imidlertid ikke det eneste felt, som konsortiet interesserer sig for. Konsortiet vil gerne helt afværge korrosion. Det kan ske ved at dække metallerne med en uigennemtrængelig hinde, en såkaldt coating.

»Der findes allerede coatings på markedet, men de virker ikke særlig godt. Problemet er, at hvis du indkapsler en komponent, der i forvejen indeholder et støvkorn eller en vanddråbe, og som dermed er disponeret for korrosion, så gør du faktisk problemet værre. Vi går efter at udvikle helt nye typer af coatings, som aktivt bremser udbredelsen af korrosion,« siger Rajan Ambat.

Danmark længst fremme

Korrosion findes naturligvis over alt i verden. Men takket være innovationskonsortiet er Danmark længst med løsninger, mener Rajan Ambat, der kom til DTU i 2004 efter en karriere i Storbritannien:

»I Storbritannien udførte vi også samarbejdsprojekter med industrien, men der var ingen krav om det. I et innovationskonsortium er man sikker på, at både forskere og virksomheder engagerer sig fuldt ud. Vi forskere kan kun opnå støtte til konsortiet, hvis vi kan få virksomheder med. Og virksomhederne skal investere både tid og penge for at være med. Så når de går med, kan man regne med, at det er helhjertet.«

Resultater af Celcorr

OJ Electronics er en af de virksomheder, der udnytter resultaterne af innovationskonsortiet Celcorr.

Læs om OJ Electronics erfaringer her.

Fakta om konsortiet

Celcorr har til formål at bekæmpe korrosion i elektronik.

Periode: 2007-2011

Syv partnere

Erfaringer med Celcorr

OJ Electronics er en af de virksomheder, der udnytter resultaterne af innovations- konsortiet Celcorr.