Videnpilot blev vækstpilot
Det lille konsulentfirma Reteam ApS ansatte i 2009 en videnpilot, der banede vej for to nye arbejdspladser og et nyt produkt med internationalt potentiale.
Reteam ApS er et lille konsulentfirma i København med bare otte ansatte. Firmaet blev stiftet i 2001 og har som speciale at udvikle markedspladser.
Store butikscentre, bydele og butikker i Danmark og udlandet har fået hjælp af Reteams konsulenter til at skabe et attraktivt forretningsmiljø.
Siden 2002 har firmaet ønsket at udvide sin business til at omfatte en markedsplads på internettet. Reteam ville skabe en portal, der kobler butikker på jagt efter lokaler sammen med udlejere med ledig plads. I 2009 fik Reteam kontakt med Virksomhedslokaler.dk der havde en platform på nettet, som kunne videreudvikles til en portal. Men firmaet manglede en person, der kunne være 100 procent fokuseret på de nye arbejdsopgaver, og midt i finanskrisen var der ikke kapital til nye medarbejdere.
Derfor ansatte Reteam en videnpilot, en højtuddannet med et tilskud på 12.500 kr. om måneden.
Store forventninger
»Vi havde ikke ansat den medarbejder, hvis ikke vi havde fået tilskud. Videnpiloten gjorde, at vi kunne være mere risikovillige, og at vi kunne udvikle et produkt på meget kort tid,« siger adm. direktør Kathrine Heiberg, Reteam.
Videnpiloten, cand. merc. jur. Peter Oppenlænder, er siden blevet fastansat, og projektet har skabt yderligere en arbejdsplads i den færdigudviklede portal Storematcher.com, som Kathrine Heiberg har store forventninger til.
Udviklingsprojektet har hverken været »gratis« eller risikofrit. Firmaet skulle selv betale en del af videnpilotens løn, og der er altid en risiko ved at udvikle nyt for alle involverede parter.
»Havde det ikke været for ordningen, havde vi ikke kunnet allokere en hel person i projektets startfase, og hvem ved, hvor meget det så var blevet til,« siger Kathrine Heiberg.
Undgå kultursammenstød
»Vi fik økonomisk hjælp i den afgørende første fase – den fase, hvor man skal finde ud af, om projektet kan bære eller ej,« siger hun og fremhæver, at det var vigtigt, at det var en akademiker, firmaet fik ind.
»Som akademiker har man prøvet at skrive hovedopgave og holde styr på et større projekt. Samtidig har man lært en systematisk måde at forholde sig til problemstillinger på. Det kan være nyttigt i mindre virksomheder, der har en anden personalesammensætning,« siger hun og råder andre mindre virksomheder til at være åbne over for akademikere:
»Men sørg for at have gensidig respekt. Det er nødvendigt for at undgå det kultursammenstød, der kan komme, når f.eks. en håndværker møder en akademiker.«




