Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Hvad kræves der for at lave en ErhvervsPhD?

Kuglepen i en bog

Her kan du finde oplysninger om de krav, som ErhvervsPhD-projektets deltagere skal opfylde.

ErhvervsPhD-kandidaten skal:

  • have en uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende
  • for hele kandidatuddannelsen (dvs. både bachelor- og master-/overbygningsuddannelsen) have opnået et vægtet karaktergennemsnit på mindst 8,2 efter 7-trinsskalaen (9,0 efter 13-skalaen)
  • mindst have opnået karakteren 10 i evt. speciale/afgangsprojekt

Gennemsnit under 8,2

I særlige tilfælde kan en kandidat med karakterer på et lidt lavere niveau godkendes, hvis kandidaten kan dokumentere forskningsmæssig parathed ved f.eks. publicering af peer-reviewed artikler i videnskabelige tidsskrifter, forskningsbaseret patentering eller anden form for relevant forskningsarbejde.

Udenlandsk kandidatgrad

For kandidater med en udenlandsk uddannelse på kandidatniveau kræves samme karakterniveau som for kandidater med danske grader. Der kræves ikke en beregning af det vægtede gennemsnit omregnet til den danske 7-trinsskala. Ansøgningen skal i stedet inkludere en vurdering af, om kandidatens karakterniveau svarer til det, som ErhvervsPhD-ordningen kræver af kandidater med danske uddannelser. Vurderingen skal være påtegnet af studieleder, institutleder, ph.d.-skoleleder, prodekan, dekan, prorektor eller rektor på det indskrivende universitet. Der bør så vidt muligt medsendes en beskrivelse af den pågældende udenlandske karakterskala.

Studerende på 4+4 eller 5+3-ordning

Læs mere om disse muligheder i ErhvervsPhD-ordningens retningslinjer:

Virksomheden skal:

  • være en privat virksomhed med afdeling geografisk placeret i Danmark,
  • kunne understøtte ErhvervsPhD-projektet økonomisk gennem alle tre år,
  • tilknytte en virksomhedsvejleder, som kan vejlede kandidaten i projektets erhvervsfaglige aspekter,
  • rumme et erhvervsfagligt miljø, der kan understøtte projektet,
  • sikre, at projektet bliver organisatorisk forankret i virksomheden.

Om kravene

Privat virksomhed:

En virksomhed eller organisation er enten del af den private eller den offentlige sektor. En organisation er offentlig, hvis mindst én af følgende gælder:

  • Halvdelen eller mere af omsætningen er offentligt tilskud (inkl. indbetaling fra borgere pålagt ved lov).
  • Organisationen er del af en større offentlig organisation.
  • Organisationen er en interesseorganisation for andre offentlige organisationer.
  • Mellem en fjerdedel og halvdelen af omsætningen er offentligt tilskud, og lov eller vedtægter fastlægger, at mindst halvdelen af bestyrelsen udpeges af andre offentlige myndigheder.

Hvis man er i tvivl, er det muligt at anmode FI om at kategorisere en organisation før ansøgning.

Virksomhedsvejleder:

Vejlederen skal mindst have en mellemlang videregående uddannelse eller tilsvarende, men forskningsfaglige kvalifikationer er ikke påkrævet. Vejlederen kan være en person, der allerede er ansat, eller en ekstern, der tilknyttes projektet. Vejlederen skal kunne afsætte tilstrækkelig tid til vejledningen.

Erhvervsfagligt miljø:

Et erhvervsfagligt miljø består af mindst 2-3 personer i virksomheden ud over virksomhedsvejlederen, som kan overtage vejleder-funktionen. Hvis et sådant miljø ikke er til stede, kan virksomheden tilknytte en privat tredjepart, der kan varetage denne funktion. Alternativt kan den faglige tyngde sikres ved, at flere virksomheder går sammen om et projekt.

Flere virksomheder kan slutte sig sammen om et fælles ErhvervsPhD-projekt, hvis de:

  • samlet opfylder kravene om økonomisk tyngde og erhvervsfagligt miljø,
  • indgår en forpligtende samarbejdsaftale om finansiering af projektet og deling af ErhvervsPhD-kandidatens tid,
  • forankrer ErhvervsPhD-projektet i én af sammenslutningens virksomheder, 
  • tilknytter mindst én medarbejder med erhvervsfaglig kompetence til at vejlede ErhvervsPhD-kandidaten.

Værtsuniversitetet skal:

  • være et universitet eller en højere læreanstalt i Danmark eller udlandet. Udenlandske universiteter skal være godkendt af det pågældende lands myndigheder til at varetage ph.d.-uddannelser.
  • tilknytte en universitetsvejleder til projektet. Universitetsvejlederen skal være fastansat på universitetet og forskningsfagligt kvalificeret til at vejlede kandidaten på projektområdet, og må ikke have for mange andre ph.d.-studerende at vejlede i forvejen.
  • rumme et fagligt miljø, der kan understøtte ErhvervsPhD-projektet. Dvs. der skal være flere ansatte på universitetet inden for det pågældende fagområde, der evt. kan overtage vejledningen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Tredjeparter

Til et ErhvervsPhD-projekt kan tilknyttes andre relevante deltagere – ”tredjeparter” – med et fagligt miljø, der kan understøtte projektet.

Styrelsen for Forskning og Innovation kan kun udbetale tilskud til én tredjepart. For at kunne opnå tilskud skal den tilknyttede tredjepart være en offentlig forskningsinstitution og ikke være en del af værtsuniversitetet.

Læs nærmere om ordningens regler:

Kontakt

Susanne Michelle Andersen
Kontorfuldmæg­tig
Telefon: +45 7231 8420
E-mail:
Jane Thomsen
Fuldmægtig
Telefon: +45 7231 8419
E-mail: