Formålet med Sapere Aude
Sapere Aude sigter på at styrke den kommende forskergeneration, at få flere kvindelige forskere til tops samt at fungere som et springbræt til den internationale elite
Styrkelse af yngre forskertalenter
For mange yngre forskertalenter er et fremtidigt usikkert og usammenhængende karriereforløb en stor barriere i forhold til at vælge at fortsætte ad forskervejen. DFF kan ved at fokusere på de dygtigste forskere skabe rollemodeller og med et tretrinsprogram synliggøre mulige karriereveje inden for forskning.
Flere kvindelige forskere til tops
DFF er kønsneutral, når det gælder vurdering af forskningsprojekter da de udelukkende vurderes på kvalitet. Men der er stadig et særligt behov for at tilskynde kvindelige forskere til at gøre karriere inden for forskning. Sapere Aude vil opfordre kvindelige forskere til at søge, så det kan sikres, at forskning af den bedste kvalitet kan nyde fremme – uanset forskerens køn.
Springbræt for forskningens elite
Programmet er et springbræt for eliten i forhold til at søge bevillinger hos internationale råd og fonde. Særligt fokuserer Sapere Aude på at styrke danske ansøgeres konkurrencedygtighed i forhold til Det Europæiske Forskningsråd (ERC).




