Behandling af din ansøgning
Har du søgt Det Frie Forskningsråds Sapere Aude? Processen for behandlingen af din ansøgning kan du se her.
Sapere Aude: DFF-Ung Eliteforsker
Læs om DFF-Forskningsleder nederst
For at komme i betragtning til Sapere Aude: DFF-Ung Eliteforsker skal du have søgt og fået tildelt et Individuelt postdocstipendium, som beskrevet i afsnit 3.1 i rådenes opslag. På baggrund af denne ansøgning kan rådet vælge at indstille din ansøgning til konkurrencen om Sapere Aude: DFF-Ung Eliteforsker sammen med ansøgninger fra alle videnskabelige hovedområder. Konkurrencen finder sted én gang årligt, og der kan indgå ansøgninger til virkemidlet Individuelle Postdocstipendier fra både forår og efterår 2012.
Hvis rådet indstiller dig til konkurrencen om Sapere Aude: DFF-Ung Eliteforsker, der består af en supplerende bevilling på op til 700.000 kr. eksklusiv overhead, vil du i slutningen af 2012 med kort frist blive bedt om at indsende en ansøgning med følgende bilag via e-ansøgningssystemet:
- Kortfattet supplerende projektbeskrivelse på højst 1 A4-side (med figurer, tabeller mm.) eller højst 3.200 anslag (uden figurer, tabeller mm.)
- Evt. kort opdateret CV, hvis du søgte et postdocstipendie til hovedasøgningsfristen (marts) 2012
- Tilsagn om værtskab fra en eventuel udenlandsk institution
- Detaljeret budget for Sapere-Aude-delen udfærdiget på rådets skabelon for detaljeret budget
- Institutionens bekræftelse af budget og værtskab på skabelonen ”DFF–budgetunderskrifter”
Af hensyn til den afsluttende del af behandlingsprocessen kan der kun gives 14 dage til udformning af den supplerende ansøgning.
Sapere Aude DFF-Forskningsleder
Behandlingen af ansøgninger om Sapere Aude: DFF-Forskningsleder sker i tre trin:
1) Kort efter ansøgningsfristen behandler det ansøgte råd alle indkomne ansøgninger med henblik på at vælge, hvilke ansøgninger der skal gå videre til anden del af behandlingen. Ansøgere, hvis ansøgninger ikke går videre fra første del af behandlingen og udvælges til ekstern bedømmelse, vil umiddelbart efter modtage et afslag.
2) I anden del af behandlingen indhentes der så vidt muligt ekstern bedømmelse til hver ansøgning. Derefter bedømmer det ansøgte råd de tilbageværende ansøgninger med inddragelse af eventuelt indhentede eksterne bedømmelser og eventuelle partshøringssvar med henblik på indstilling af de bedste ansøgninger til videre behandling i et tværrådsligt udvalg.
3) Sidste del af behandlingen foregår i et udvalg med to repræsentanter fra alle de faglige forskningsråd. Som en del af behandlingen i udvalget inviteres ansøgeren til interview, som vil foregå den 30. august 2012 i Styrelsen for Forskning og Innovation, Bredgade 40, 1260 København K. Det Frie Forskningsråds sekretariat forventer at udsende invitationer vedr. interview inden udgangen af juni 2012.
Bevillinger og afslag gives via de(t) relevante faglige råd, som din ansøgning tilhører, i løbet af september 2012. En bevillingsoversigt lægges hurtigst muligt på fi.dk/dff.
Sapere Aude DFF-Topforsker
Behandlingen af ansøgninger om Sapere Aude: DFF-Forskningsleder sker i to trin:
1) Først indhentes der så vidt muligt ekstern bedømmelse til hver ansøgning. Derefter bedømmer det ansøgte råd ansøgningerne med inddragelse af eventuelt indhentede eksterne bedømmelser og eventuelle partshøringssvar med henblik på indstilling af de bedste ansøgninger til videre behandling i et tværrådsligt udvalg.
2) Sidste del af behandlingen foregår i et udvalg med to repræsentanter fra alle de faglige forskningsråd. Som en del af behandlingen i udvalget inviteres ansøgeren til interview, som vil foregå den 31. august 2012 i Styrelsen for Forskning og Innovation, Bredgade 40, 1260 København K. Det Frie Forskningsråds sekretariat forventer at udsende invitationer vedr. interview inden udgangen af juni 2012.
Bevillinger og afslag gives via de(t) relevante faglige råd, som din ansøgning tilhører, i løbet af september 2012. En bevillingsoversigt lægges hurtigst muligt på fi.dk/dff.




