Videre til indhold. | Videre til menunavigation

DFF - Sapere Aude

Sapere Aude er et karriereprogram for forskertalenter. Programmet sigter på at udvikle de dygtigste forskeres evner, nationalt og internationalt og skabe karriereveje, så de mest talentfulde yngre forskere fastholdes i forskningen.

Programmet består af tre trin, som forskere på forskellige karrieretrin kan søge.

Hvem kan søge og ansøgningsfrister?

Sapere Aude er rettet med forskere, der ønsker at gøre karriere inden for forskning og bidrage til at udføre dansk forskning i verdensklasse.

Ansøgningsfrister 2012

DFF-Ung Eliteforsker kan ikke søges særskilt, men postdoc-ansøgere, der har søgt til fristerne primo marts og primo september kan komme i betragtning.
DFF-Forskningsleder kan søges primo marts.
DFF-Topforsker kan søges primo marts.

Hvis du er udenlandsk statsborger eller dansk statsborger ansat i udlandet, kan du også søge støtte.

Men i alle tilfælde vil din ansøgning blive vurderet ud fra, om det ansøgte projekt gavner dansk forskning.

Hvilke trin består programmet af?

Karrieretrin 1: DFF-Ung Eliteforsker

Henvender sig til excellente forskere på postdocniveau eller adjunktniveau, der har opnået en ph.d.-grad eller tilsvarende inden for de seneste fire år. For at komme i betragtning til Sapere Aude: DFF-Ung Eliteforsker skal du have søgt og fået tildelt et Individuelt postdocstipendium. På baggrund af dette kan rådet vælge at indstille din ansøgning til konkurrencen om Sapere Aude: DFF-Ung Eliteforsker.

Karrieretrin 2: DFF-Forskningsleder

Henvender sig til meget talentfulde forskere, typisk på lektorniveau, der på tidspunktet for udløbet af ansøgningsfristen inden for de seneste otte år har opnået ph.d.-graden eller tilsvarende og efter et postdocstipendium eller adjunktur har demonstreret evne til original forskning på højt internationalt niveau. Forskeren får mulighed for at udføre og lede et forskningsprojekt over en periode på op til fire år.

Karrieretrin 3: DFF-Topforsker

Sapere Aude: DFF-Topforsker henvender sig til excellente forskere, der på tidspunktet for udløbet af ansøgningsfristen inden for de seneste 20 år har opnået ph.d.-graden eller har tilsvarende kvalifikationer, og man skal være kvalificeret på professorniveau for at kunne søge støtte. Forskeren får mulighed for at forfølge nytænkende og ambitiøse mål ved at udføre og lede et forskningsprojekt over en periode på 5 år.

Hvem står bag?

Sapere Aude logo

Hvad betyder Sapere Aude

Sapere (tryk på første stavelse) betyder at tænke, forstå, reflektere. Der er vægt på den selvstændige brug af fornuften. En direkte oversættelse kunne være 'hav mod til at tænke selv' eller ’vov den frie tanke’.

Det er dét, Kant vil sige i den passage, som har gjort vendingen berømt som et slogan for oplysningstiden: /Sapere aude!/ Habe Mut dich deines eigenen Verstandes zu bedienen!/ ist also der Wahlspruch der Aufklärung. (1783).