Interview med Nathalie Wahl
Grundforskning inden for matematik er blevet mærkbart styrket efter, at lektor, PhD, Nathalie Wahl, Institut for Matematiske Fag ved Københavns Universitet, har fået en ERC Starting Grant bevilling. Bevillingen forventes at være på ca. 5,5 mio. kroner.
Nathalie Wahl
Nathalie Wahl har velvilligt stillet op til et interview med EuroCenter i Forsknings- og Innovations-styrelsen.
Her fortæller hun blandt andet om sin baggrund og om ansøgningen til ERC.
Projektet løber i fem år og igangsættes den 1. november 2009.
Hvad omhandler projektet?
Titlen på forskningsprojektet er ”2-3-AUT – Surfaces, 3-manifolds and automophism groups”. Matematikken er fyldt med mysterier, som kan få stor betydning for samfundet, når de løses – og mange er på så grundlæggende niveau, at resultaterne endnu ikke kan forudsiges.
| Forskningsmæssig baggrund |
|---|
|
Nathalie Wahl er 33 år og voksede op i Belgien. Hun fik som 24 årig sin PhD-grad fra University of Oxford i 2001. Herefter fulgte forskerstillinger forskellige steder i verden, senest ved University of Chicago. Hun har tidligere søgt forskningsmidler fra EU, idet hun fik et Marie Curie stipendium, som blev gennemført ved Aarhus Universitet i årene 2003-04. Hun er Stenostipendiat (FNU bevilling) indtil 2009 og er nu i en fast lektorstilling på Institut for Matematiske Fag ved Københavns Universtet. |
Projektet undersøger en basal geometrisk problemstilling, der har været tænkt over siden de gamle grækere – hvordan man finder symmetrier af to- og tredimensionale strukturer.
Hvordan blev du opmærksom på mulighederne fra ERC?
Nathalie Wahl fik kendskab til IDEAS programmet fra en kollega på Københavns Universitet.
Fik du hjælp til at udarbejde ansøgningen?
Nathalie Wahl fortæller, at hun fik hjælp til budgetmæssige spørgsmål af fakultetets Forsknings- og Innovationskontor, som også pt. hjælper hende med udarbejdelse af kontrakten. Endvidere fik hun oplysninger fra fakultets eksterne konsulent om, hvordan det var gået for tidligere Starting Grant ansøgere.
Hvordan oplevede du interviewet i Bruxelles?
Som alle andre ansøgere til ERC Starting Grants, der er kommet igennem til anden runde af evalueringsprocessen, skulle Nathalie Wahl også deltage i et interview i Bruxelles.
Interviewet fandt sted i slutningen af marts 2009. Hun fik 10 minutter til en præsentation af sig selv og ERC projektet. Og man måtte ikke overskride dette tidsrum! Natalie Wahl fortæller, at det var en stor udfordring at skulle redegøre for og sælge projektet på så kort en tid. Derefter fulgte ca. 10 minutters spørgsmål og svar.
Panelet bestod af 15 personer, og det var en stor glæde for hende, at de stillede de rigtige matematiske spørgsmål. Udover de faglige problemstillinger, var der spørgsmål om selve organisationen af projektet, bl.a. hvorfra hun havde tænkt sig at rekruttere sine team members fra.
Efter interviewet gik der et pænt stykke tid – næsten fire måneder –og hun var begyndt at blive lidt bekymret. Men så i slutningen af juli kom den glædelige nyhed om, at bevillingen var i hus.
Hvor mange forskere forventes der at blive finansieret via ERC bevillingen?
Som følge af bevillingen fra FNU, som Nathalie Wahl tidligere har fået, blev stipendiet fra ERC beskåret en smule. ERC bevillingen skal derfor finansiere en 3-årig post doc, en PhD-studerende og halvdelen af hendes egen løn i de næste fem år.
2 gode råd til kommende ERC ansøgere
Nathalie Wahl fremhæver, at det allervigtigste i ERC ansøgningen er, at projektbeskrivelsen er grundigt gennemarbejdet. Man skal virkelig lægge et stort arbejde i at levere et projekt af meget høj kvalitet.
Herudover lægges der naturligvis også afgørende vægt på, at ens cv fremstår så optimalt som muligt.
Kontakt Nathalie Wahl
Lektor, PhD, Nathalie Wahl
Institut for Matematiske Fag,
Københavns Universitet
Tlf.: 3532 0683
E-mail:




