Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Ohmatex – Intelligente tekstiler til fiskere på havet

Fiskeri er et farligt erhverv, men nye intelligente beskyttelsesdragter kan forbedre vilkårene for de mennesker, der har havet som arbejdsplads. Hos den lille virksomhed Ohmatex ved de, at gode idéer kan gøre en forskel, og at innovation og udvikling ikke kommer af sig selv.

Forestil dig et oprørt hav, et spejlglat dæk, skiftende temperaturer og arbejdsredskaber du kan rive og stikke dig på. Havet er et farligt sted at arbejde, og der opstår let risikosituationer for fiskerne, hvilket stiller store krav til deres påklædning.

Tøjet gør en forskel

”En fisker ryger over bord og ender i havet. Han har ikke redningsvest på, for den er tung og varm, når han arbejder på dækket. Hvordan kan man forbedre hans situation?” Direktør Christian Dalsgaard fra Ohmatex ridser scenariet op for at forklare, hvad tanken bag projektet Safe@Sea er.

Løsningen er en forbedring af fiskerens beskyttelsesdragt. Hvis producenten kan sy tøjet af materialer med opdrift i, kan det få stor betydning for den uheldige, der er faldet i vandet og venter på at blive reddet op. Det vil ganske enkelt være lettere at holde sig flydende indtil hjælpen når frem, ligesom der også indbygges sensorer i dragten, så fiskeren i vandet hurtigt kan lokaliseres.

”Men det behøver ikke være så dramatisk”, fortæller Christian Dalsgaard og uddyber: ”Også i dagligdags arbejdssituationer vil fiskerne få glæde af forbedrede beskyttelsesdragter, fordi der arbejdes på at gøre dem stik- og rivefaste, lette og behagelige og selvfølgelig stadig vand- og smudsafvisende”.

Får fiskeren fumlet lidt med en fiskekrog eller andet fiskeriudstyr, så går dragten altså ikke i stykker, og hvad der er vigtigere endnu – han kommer ikke til skade.

Teknologi? Det er da noget, man har på!

Ohmatex er en lille virksomhed. Kun tre personer er de på adressen i Århus, hvor der udvikles intelligente tekstiler. Ledende garner, bånd og elastikker sys ind i tøjet og skaber mulighed for at implementere forskellige funktioner, der kommer brugerne til gode. Ohmatex indkapsler så at sige elektronikken i stoffet og er en af pionererne på området.

Smarte tekstiler er et ungt forretningsområde, hvilket giver gode muligheder for, at et lille firma kan markere sig og komme godt fra start. Innovation og udvikling er altså ikke forbeholdt de store virksomheder, men trives glimrende i tremands-virksomheden Ohmatex.

”På sigt er det nu altså meningen, at vi skal udvide”, siger Christian Dalsgaard. Det skulle der også være gode muligheder for, eftersom markedet for intelligente tekstiler er i hastig udvikling.

Hvordan opstår innovation?

Gode idéer kommer ikke af sig selv, men skal tænkes, opsøges, finpudses og forfølges for, at de kan munde ud i praktiske produkter og anvendelig viden. For en lillebitte virksomhed som Ohmatex er det faglige netværk uhyre vigtigt, når innovationen skal blomstre. Firmaet besøger andre virksomheder, deltager i netværksmøder og samarbejder med forskningsmiljøer i hele Europa.

Projektet Safe@Sea blev for eksempel sat i søen efter et møde på DTU, hvor området ’smart textiles’ var omdrejningspunkt. Holdet bag de nye fiskerdragter består af flere virksomheder af forskellig størrelse, hvoraf nogle af de store hedder Helly Hansen og SINTEF. Sidstnævnte er den norske pendant til Teknologisk Institut og koordinerer projektet.

Når Ohmatex udvikler deres område af Safe@Sea, har det stor betydning, at tænke slutbrugerne og de forhold materialerne skal bruges under ind undervejs. Det fortæller Christian Dalsgaard og giver som eksempel, at beskyttelsesdragten skal kunne tåle saltvand og at komme en tur i vaskemaskinen. Uden at elektronikken i dragten tager skade vel og mærke.

Branddragter og en lysende sofa

Safe@Sea er bare ét i rækken af innovative projekter, hvor det lille firma Ohmatex har en finger med i spillet. En branddragt med varmesensor er det også blevet til, og næste store projekt bliver forhåbentlig at skabe lysende tekstiler i samarbejde med Philips.

”Tænk dig en lysende sofa eller måske en t-shirt”, funderer Christian Dalsgaard; ”lys er jo vigtigt for både helbred og humør”. Der vil med andre ord være mange seriøse anvendelser for lysende tekstiler.

Om Safe@Sea

Finansieringskilde: Projektet er støttet via NMP-programmet (Nanovidenskab og -teknologi, materialer og nye produktionsteknologier)
Antal partnere: 14 partnere
Varighed: 3 år

Om Ohmatex

Ohatex arbejder inden for området intelligente tekstiler. Virksomhedens spidskompetence er indkapsling af elektronik i tøj.