Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Noliac – Fremtidens biler på slankekur

Komfort og sikkerhed gør vores biler tungere og tungere. Men måske er der en vej uden om al den ekstra vægt?

I Kvistgård i Nordsjælland holder den lille teknologiske virksomhed Noliac til huse. Innovation og ambition går hånd i hånd i firmaet, der producerer piezoeletriske komponenter til det internationale marked.

Nu går Noliac forrest i et udviklingsprojekt, der skal gøre det muligt at dæmpe støj og vibrationer i biler uden at køretøjet tager voldsomt på i vægt. Støtte fra EU gør finansieringen af projektet mulig, så de gode idéer kan omsættes til praksis og skabe nye muligheder på tværs af landegrænser.

Tunge biler

Personbiler har over de seneste årtier på det nærmeste fordoblet deres vægt. Det skyldes, at bilindustrien hele tiden arbejder på at dæmpe larm og rystelser fra blandt andet hjul og motor. Man installerer forskellige støjdæmpende materialer, så køreturen bliver en behagelig oplevelse for bilisten, men følgevirkningen er tungere og tungere biler.

Slankekuren

Noliac arbejder på at udvikle en forbedret generation af såkaldte piezoelektriske aktuatorer, så fremtidens biler bliver lettere, uden at der gås på kompromis med komforten.

Med Noliacs egne ord: ”Det drejer sig om aktive ophæng til motorer. De aktive ophæng påtrykker modvibrationer, der ophæver vibrationerne. En af vanskeligheder er, at komponenterne skal kunne tåle fugt og store belastninger. Derfor skal der udvikles nye materialer.”

Teknologien har en bred anvendelse, så også andre industrielle områder end bilindustrien kan høste gavn af de forbedrede materialer.

Firma med fart på

Noliac blev etableret som enmandsfirma så sent som i 1997. I dag er Noliac vokset til 80 ansatte fordelt på tre lande - heraf 25 på firmaets adresse i Kvistgård.

Trods firmaets størrelse og unge alder har Noliac mange års erfaring med at deltage i europæiske forskningsprojekter. Dette projekt er det niende i rækken.

I kraft af sin aktive deltagelse i internationale projekter har virksomheden opbygget et stort netværk, der omfatter universiteter og industrien i og uden for landets grænser. De havde derfor ikke svært ved at sammensætte deres drømmeprojekthold, som også tæller de rigtige slutbrugere af produktet fra bilindustrien. Kundetilpasset teknologi er nemlig alfa og omega for Noliac.

Udviklingsprojekt i millionklassen

Forskning og udvikling koster penge, og Noliacs stifter Bjørn Andersen så tidligt muligheden for at medfinansiere virksomhedens udviklingsprojekter via EU’s kasser. Til dette projekt skyder EU således 45 millioner kroner i finansieringen. Noliac og de øvrige projektdeltagere betaler selv yderligere 15 millioner kroner.

For danske virksomheder gælder det om at udnytte de muligheder, der er, hvis de vil markere sig på den europæiske udviklingsscene og skabe vigtige resultater.

Resultatet af kuren

Om det lykkes at gøre fremtidens biler lettere, mindre larmende og mere komfortable på én gang bliver spændende at se. Teknologivirksomheden Noliac arbejder i hvert fald for at nå dette mål med projektet HIPER-Act, som løber over de næste fire år.

Fakta om EU-projektet HIPER-Act

Projekttitel: HIgh-PERformance Piezoelectric Actuators

Projektpartnere: 16 partnere fra Danmark, Schweiz, Slovenien, Storbritannien, Tjekkiet og Tyskland

FP7-bevilling: ca. 45 millioner kroner

Tema: Nanovidenskab, nanoteknologi, materialer og nye produktionsteknologier

Varighed: 2009-2013

Om Noliac

Noliac udvikler og producerer piezoelektriske aktuatorer til alt fra aktiv ophæng i biler over støjdæmpning i vindmølleturbiner til lightere.