Videre til indhold. | Videre til menunavigation

ScanBalt – Innovativ regional udvikling

Et tættere samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder og universiteter på tværs af landegrænser. Det er målet bag EU-projektet ”BRIGDE-BSR", som koordineres af organisationen ScanBalt.

I spidsen for 'BRIGDE-BSR' står danskeren Peter Frank. Han er generalsekretær i non-profit organisationen ScanBalt, der siden etableringen i 2002 har udviklet en række regionale udviklingsprojekter. 'BRIGDE-BSR' er det seneste skud på stammen.

Klynge på klynge

Omdrejningspunktet for Bridge-BSR er at skabe forskningsdrevne klynger. Klyngerne består af repræsentanter for henholdsvis industrien, universiteter og forskningscentre samt regionale myndigheder. En række regionale klynger inden for eksempelvis biomedicinsk forskning og udvikling skal bidrage til at styrke regionen til at investere og drive forskning og samtidig øge antallet af lokale deltagere i fælleseuropæiske forskningsprojekter.

Klyngerne skal fungere inden for den metaregion, man har døbt ScanBalt BioRegion.  Meta-regionen består af nationale regioner i 11 forskellige lande i Østersøområdet.

Et politisk samtaleprojekt

Bridge-BSR skal stimulere og promovere innovation. Det skal ske ved at kortlægge metaregionens potentiale, udvikle innovationshandlingsplaner og ved at arbejde med en mentor- og coaching-ordning. Peter Frank kalder Bridge-BSR for et ”politisk samtaleprojekt”, som brander regionens innovationspotentiale.

Rådgivning fra EuroCenter

"Takket være et godt og veletableret netværk af potentielle partnere i projektet og en tidlig, afklarende kontakt med EuroCenter, lykkedes
det at stable et stærkt projekt på benene", siger Peter Frank. Han forklarer videre, at dialogen med EuroCenter bidrog til at projektets centrale personer allerede i ide-fasen havde fokus skarpt rettet mod netop den del af FP7, som passede bedst til projektets potentiale.

"Desuden har vi igennem hele processen haft en god og konstruktiv dialog med de relevante embedsmænd i Bruxelles", slutter Peter
Frank.

Fakta om Bridge-BSR

Projekttitel: Bridging Life Science Research and SME’s in the Baltic Sea Region

Projektdeltagere: Estland, Finland, Letland, Polen, Tyskland og Danmark

FP7-bevilling: 5,5 millioner kroner

Tema: Videnregioner

Projektets varighed: 2008-2010