PET Study of the Cerebrometabolic Effects on Non-ionizing Radiation from Mobile Phones
Programkomiteen for Ikke-ioniserende Stråling
Mobiltelefoner modtager elektromagnetisk stråling med meget høj frekvens. Der har i lang tid hersket usikkerhed om, hvorvidt denne stråling er skadelig for personer, som anvender mobiltelefoner, og der har været mistanke om, at den kan øge risikoen for hjernetumorer.
I den foreslåede forsøgsrække vil vi undersøge, om mobiltelefoner, som afsender den pågældende stråling, påvirker hjernens stofskifte.
Forsøgsrækken skal afprøve den hypotese, at den modtagne stråling afsætter energi i hjernevævet, som derfor opvarmes.
Opvarmning af hjernevæv øger stofskiftet, og ufysiologiske stigninger af stofskiftet vides, at kunne påføre hjernevævet såkaldt excitotoxiske skader, fremkaldt af patologisk høje koncentrationer af signalstoffet glutaminsyre, som normalt fremkalder mere beskedne stigninger af hjernens aktivitet.
Den excitotoxiske tilstand påvirker også hjernens støtteceller, astrocyterne, som efter kortere eller længere tid kan blive sæde for malign omdannelse.
Hypotesen støttes, såfremt der måles stigninger af hjernens gennemblødning og hjernens forbrug af ilt og glukose (druesukker) ved modtagelsen af den højfrekvente stråling.
Hypotesen støttes i særlig grad, hvis stigningerne ledsages af et ændret forhold mellem de tre variable som tegn på metabolisk ubalance.
Målingerne sker ved hjælp af positronemissionstomografi ved Danmarks Grundforskningsfonds Center for Funktionelt Integrativ Neuroforskning (CFIN) i Århus, som har ekspertfunktion på dette område. Forsøgene udføres på raske frivillige med henholdsvis åben og lukket mobiltelefon umiddelbart ud for højre temporalregion.
Projektet udføres i samarbejde med forskere fra Afdeling for Kommunikations Teknologi (KOM), Aalborg Universitet (lektor Gert Frølund Pedersen og professor emeritus Jørgen Bach Andersen).




