Vurdering af akutte ændringer i kognitive funktioner hos raske voksne, der eksponeres for TETRA-håndsæt.
Studiets formål er at undersøge, om radiofrekvente stråler fra TETRA-håndsæt har betydning for overordnede cerebrale funktioner, og om der er gener ved strålerne efter kort tids eksponering.
Endvidere undersøges, om deltagernes respons hænger sammen med særlige psykiske karakteristika.
TETRA-teknologien er udviklet specielt til at imødekomme behovene for moderne og sikker radiokommunikation for beredskabsmyndigheder, bl.a. politi, brandvæsen, ambulancetjeneste, sundhedsvæsen, offentlige drifts- og forsyningsvirksomheder.
Undersøgelsen gennemføres som et eksperimentelt studie, hvor 55 voksne eksponeres henholdsvis for ingen stråling og for stråling fra TETRA-håndsæt. Disse eksponeringer kan belyse om TETRA-signalet kan have en effekt.
De frivillige forsøgspersoner skal helst være potentielle brugere af TETRA-systemet, hvorfor de forsøges rekrutteret blandt medarbejdere ved de danske beredskabsmyndigheder.
Forsøget gennemføres sådan, at indlærings- og dagsvariationseffekter udbalanceres. Undersøgelsen er dobbeltblindet, og der kontrolleres for temperatur, fugtighed, luftudskiftning, og luftforureninger.
De frivillige forsøgspersoner, som deltager i henhold til Helsinkideklarationens regler, udsættes for strålingsniveauer, som svarer til, hvad de kan blive udsat for i forbindelse med deres arbejde med TETRA-systemet.
Minimal (Nul) stråling opnås i et skærmet, eksisterende klimakammer. Personerne eksponeres i 45 minutter for hvert strålingsniveau med en efterfølgende pause. Under eksponeringen måles deltagernes oplevede symptomer samt deres respons ved en række tests designet til at afspejle eventuelle påvirkninger af hjernens funktioner.
En række forhold, som kan have betydning for respons, måles inden deltagelse, og relateres efterfølgende til evt. respons på påvirkningerne i forbindelse med den statistiske analyse.




