Det Europæiske Forskningsråd (ERC) har udsendt en foreløbig annoncering af sin første indkaldelse af ansøgninger til programmet ERC Starting Independent Researcher Grants (ERC Starting Grants).
ERC's første indkaldelse af ansøgninger henvender sig til næste generation af unge, dygtige forskere, der ønsker at etablere sig i Europa. For at søge skal man have en post doc. anciennitet på over to år og under ni år efter ph.d.-graden.
Bedømmelseskriterierne er først og fremmest videnskabelig kvalitet, men også værtsinstititutionen og projektets forudsætninger og originalitet vil indgå i vurderingen.
Forskere inden for alle videnskabelige hovedområder kan søge. Der kan søges midler i størrelsesordenen 100.000- 400.000 EURO per år i op til fem år.
Opmærksomheden henledes på, at ERC senere i 2007 udsender sit andet opslag, hvori der indkaldes ansøgninger til programmet ERC Advanced Investigator Researcher Grants. Det opslag henvender sig til højt kvalificerede og innovative forskningsledere, der allerede har etableret sig i en selvstændig forskerkarriere.
ERC er et nyt initiativ under EU's 7. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, der har til formål at øge dynamikken, kreativiteten og kvaliteten i den europæiske grundforskning. ERC skal støtte forskerinitieret grundforskning inden for alle forskningsdiscipliner.
I Danmark er EuroCenter udpeget som National Contact Point for EU's 7. rammeprogram og rådgiver herunder om ERC's virksomhed.




