Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Kommissorium

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen nedsatte Rumudvalget pr. 1. juni 2010. Rumudvalgets opgaver er fastlagt i dette kommissorium.

Baggrund

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling er ressortministerium for rumfart i Danmark. Der har hidtil fra dansk side været fokus på videnskabelige og teknologiske gevinster ved deltagelse i internationalt rumsamarbejde, fortrinsvist i Den Europæiske Rumorganisation ESA.

De seneste års udvikling i myndighedsopgaver og i den civile anvendelse af satellitdata demonstrerer imidlertid, at rumbaserede applikationer og systemer finder stadigt stigende anvendelse og betydning inden for vigtige økonomiske, politiske og samfundsmæssige områder, som f.eks. varsling, beredskab, sikkerhed, identifikation, monitorering, kommunikation og navigation.

Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling opretter derfor et bredt sammensat rådgivende rumudvalg, som skal tilvejebringe den fornødne viden og ekspertise, der muliggør en visionær og fremadrettet rumpolitik for Danmark.

Rumudvalget vil blive sammensat med faglig viden fra såvel forskningsfaglige, højteknologiske som myndighedsrettede områder og brugere.

Oprettelsen af Rumudvalget falder samtidig i god tråd med anbefalingerne i en Peer Review evaluering af dansk rumfart fra 2008, hvor en mere formaliseret og repræsentativ rådgivning af videnskabsministeren på det rumfaglige område blev efterlyst.   


§ 1. Grundlag for oprettelse af et rådgivende rumudvalg under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling

Stk. 1 Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (herefter videnskabsministeren) nedsætter et rådgivende udvalg for rummet. Rumudvalget vil være en vigtig del af rådgivningen for Danmarks deltagelse i internationale rumprogrammer.

Stk. 2 Rumudvalgets virksomhed er underlagt det almindelige offentligretlige regelsæt, herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Stk. 3 Udvalgets engelske navn vil være Danish Space Board.


§ 2. Formål

Rumudvalget skal sikre, at videnskabsministeren har grundlag for at føre en aktiv rumpolitik gennem kvalificeret rådgivning om danske kompetencer, interesser, prioritering og strategiske overvejelser inden for rumfartsområdet. Rådgivningen skal tage afsæt i danske forskningskompetencer, erhvervsinteresser og relevante myndighedsopgaver.


§ 3. Opgaver

Stk. 1 Rumudvalgets primære opgaver er, efter inddragelse af relevante interessenter og myndigheder, at

  1. tilvejebringe kvalificeret rådgivning om danske kompetencer, interesser og strategiske overvejelser, der kan lede frem til en formuleret rumpolitik,
  2. udarbejde forslag til dansk vægtning og prioritering mellem programområder i forbindelse med udmøntning af finanslovens tilsagnsbevilling § 19.15.02. Ikke obligatoriske programmer under Den Europæiske Rumorganisation (ESA) og 
  3. rådgive om deltagelsen i ESA’s obligatoriske aktiviteter under finaslovens § 19.15.01.12. Obligatoriske programmer under Den Europæiske Rumorganisation (ESA).

Stk. 2 Rumudvalget kan endvidere indgå som aktiv dialogpartner i Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejde med at

  • rådgive om internationalt rumrelateret samarbejde i EU og i øvrige bi- og multilaterale aftaler,
  • koordinere områder af fælles nordisk interesse med de nordiske landes rumfartsorganisationer, 
  • indstille nationale eksperter til ESA’s komiteer,
  • udbrede brugen af rumfart i forsknings- og uddannelsesøjemed,
  • udbrede brugen af rumfart til civil anvendelse og varetagelse af myndighedsopgaver,
  • føre en aktiv teknologi- og virksomhedsrettet politik på rumområdet,
  • sikre spin-off og teknologioverførsler af offentlige rumfartsinvesteringer,
  • rådgive om civile sikkerhedsmæssige aspekter af rumfart og
  • øge kendskabet til rumfartsaktiviteter i det øvrige samfund, erhvervsliv, forsknings- og uddannelsesinstitutioner m.v.

Stk. 3 Rumudvalget skal som led i rådgivningen følge den globale udvikling og tendenser, herunder særligt følge og orientere sig i den nyeste forskning og udvikling og kan inddrage og iværksætte eksterne som interne evalueringer af området.


§ 4. Rumudvalgets sammensætning og udpegning

Stk. 1 Rumudvalget består af 10 medlemmer inklusiv en formand. Udvalget udpeges af videnskabsministeren således, at der i udvalget er repræsenteret forskningsfaglige interesser, højteknologiske interesser, erhvervsinteresser og relevante offentlige myndigheder.

Stk. 2 Medlemmer af udvalget udpeges i overensstemmelse med reglerne i lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 3 Videnskabsministeren udpeger medlemmerne således, at

  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd,
  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd,
  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond,
  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra Danske Universiteter (Rektorkollegiet),
  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra bestyrelsen for Højteknologifonden,
  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra Rådet for Teknologi og Innovation,
  • 1 medlem udpeges efter indstilling fra DI – Organisation for erhvervslivet og
  • 3 medlemmer udpeges af videnskabsministeren efter konsultation med øvrige ministerområder til at repræsentere relevante offentlige myndighedsområder.

Stk. 4 Videnskabsministeren udnævner formanden blandt udvalgets medlemmer for den periode, som vedkommende er medlem af udvalget.

§ 5 Valgperiode

Stk. 1 Medlemmer beskikkes for en periode af 3 år. Fratræder et medlem inden udløbet af funktionsperioden, kan et nyt medlem beskikkes for mindre end 3 år.

Stk. 2 Genbeskikkelse kan finde sted én gang for yderligere 3 år eller indtil et medlem har siddet i maksimum 6 år.


§ 6 Afstemning

Stk. 1 Beslutninger søges truffet i enighed, men træffes endeligt ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 2 Rumudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.


§ 7 Dispositionsmidler til Rumudvalget

Stk. 1 Udgifter til varetagelse af Rumudvalgets opgaver afholdes af Forsknings- og Innovationsstyrelsen efter nærmere angivne retningslinjer og bestemmelser i finansloven.

Stk. 2 Medlemmerne af Rumudvalget vil ikke blive honoreret, men vil få godtgjort relevante udlæg til transport, rejseomkostninger og lign. i forbindelse med varetagelsen af hvervet og i henhold til statens regler på området.


§ 8 Forretningsorden

Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden, som sendes til Forsknings- og Innovationsstyrelsen til orientering.


§ 9 Sekretariat

Rumudvalget sekretariatsbetjenes af Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.


§ 10 Ændringer af kommissorium og nedlæggelse af udvalget

Stk. 1 Videnskabsministeren kan ændre på nærværende kommissorium efter indhentet udtalelse fra Rumudvalget eller på udvalgets anmodning.

Stk. 2 Videnskabsministeren træffer beslutning om en eventuel nedlæggelse af Rumudvalget.