Udskrift af filmen

Forskning er vigtig, fordi at det er forskningen, der har bragt os, hvor vi er i dag. Hvi vi ikke havde forsket i menneskets historie, så havde vi stadig været stenaldermænd. Forskning er at blive klogere på sin omverden, forskning er noget, der udmønter sig i opfindelser, der ændre vores hverdag. Så der er faktisk ikke noget vigtigere, man kan foretage sig. Hver gang man forsker, så øger man muligheden for, at vi mennesker kan blive endnu bedre til, at styre vores hverdag, endnu bedre til at forholde os til naturen på en god måde. Så det er på mange måder noget af det aller allervigtigste der findes overhovedet. Og uden forskning havde vi været stenaldermænd.

Min vej ind i forskningen, den begynder rent faktisk, da jeg er færdiguddannet som læge, hvor jeg bliver ansat på Rigshospitalet, og finder ud af, at hvis man skal blive til noget, sådan var det den gang i lægeverdenen, så skal man forske. Så i første omgang er det mere af nødvendighed, end det er af lyst. Så af skæbnens uransagelige veje, så ender jeg til et møde ude på Bispebjerg hospitalet, hos en der hedder Niels A. Lassen, som er professor der ude. Og det er den første mand, eller en af de første mænd i min lægekarriere, hvor jeg møder en og tænker, han er rigtig professoragtig.

Det er en mand som virkelig imponerer mig, og han er min vej ind i forskningens verden. Han lærer mig, at forskning handler om at gøre opdagelser, han lærer mig, hvordan man laver de her ting, han giver mig en masse kontakter, og han åbenbarer den verden, man kan være i, hvis man er heldig, at komme det rigtige sted hen. For hans laboratorium ude på Bispebjerg hospitalet var verdens førende, eller han var verdens førende, og det betyder, at når man arbejder hos ham, så er man en del at det kontaktnet, der fortæller hvad der sker lige nu. Altså De ringer jo til Niels Lassen om eftermiddagen, og fortæller hvad dagens forsøg har lavet. Og derfor er man fordi man arbejder det rigtige sted, helt fremme i den allerforreste vogn i forskningstoget indenfor det felt man arbejder, og det er ekstremt fascinerende.

På den ene side er det jo rigtigt, at det går enormt langsomt med at forske. Det kan jo tage månedsvis at nå frem til et forskningsresultat. Men når man frem til et forskningsresultat, så er det jo også noget der i princippet står til evig tid. Jeg har ca. en halv spalte i hjernefysiologi bogen, som er noget, jeg har fundet ud af, og den står der til evig tid. Det er én lille byggeklods, men det er en byggeklods i det fundament, hvorpå vores viden den hviler. Og det er forfængelighedsmæssigt meget meget vigtigt. Det man skal holde sig for øje, når man så snakker om forskning, og som nogen glemmer, det er det, som min gamle chef Sokoloff i USA sagde. Han sagde, når du møder en forsker, så skal du altid spørge ham, hvilke opdagelser han har gjort.

For det er det handler om. Du kan sagtens finde folk, der kan fortælle, at jeg har publiceret 237 artikler, jeg er redaktør på det og det tidsskrift, jeg er chef for 337 stipendiater op og ned af stolper. Det er fint nok. Men det der skal udmønte sig i alt det. Det der er produktet inden for forskning, det er opdagelser og intet andet. Og derfor, hvis der sidder en og puster sig op, en forsker, så spørg ham: Hvad er din vigtigste opdagelse? Det kan du ikke en gang mene. Han bliver skide sur, fordi den vigtigste opdagelse, det er et svært spørgsmål at besvare. Men det er et rigtig rigtig godt spørgsmål at stille. Og der er få andre brancher, hvor man med så stor sikkerhed kan bede folk, om at fortælle hvad det egentlig er, de har bedrevet i deres arbejdsliv.