Videre til indhold | Videre til menunavigation

Nanoteknologi rydder minefelterne

På Danmarks Tekniske Universitet fortsætter udviklingen af nanonæser, som kan identificere selv minimale mængder af molekyler i luften. Det får betydning for terrorbekæmpelse og for minerydning i gamle krigszoner.

Titel: Miniaturised sensors for explosives detection in air
Varighed: 4 år
Budget: 21,9 mio.
DSF-bidrag: 11,6 mio.

Nanonæser

Når millioner af flypassagerer går ombord i maskinerne, bliver de tjekket for forbudte stoffer. Det sker i dag ved hjælp af specialtrænede hunde, som hurtigt bliver trætte, eller med store, kostbare apparater, som er alt for dyre for de fleste lufthavne. Det DSF-støttede projekt vil udvikle lette, billige og håndholdte sensorer, de såkaldte ’nanonæser’, der med stor nøjagtighed kan afsløre sprængstoffer, narkotika eller andre uønskede stoffer. Det er meningen at nå så langt med prototypen, at en egentlig produktion kan sættes i gang inden for få år.

Fire målinger i hver sensor

Alle stoffer frigiver molekyler, som svæver frit i luften. De færdigudviklede sensorer vil genkende molekylerne ved at måle varme (calorimetri), farve (colorimetri), svingningstakt (cantilever måling) og lyskvalitet (spektroskopi). Med avanceret databehandling af målingerne vil den enkelte sensor med en fejlmargin på 1 ud af en milliard gange kunne identificere de stoffer, man ønsker at fange.

Hvad sensorerne også kan bruges til

Udover ’nanonæser’ til sikring af flysikkerheden, satser man også på at udvikle sensorer, der kan identificere fx TNT, der både er et sprængstof og et stof så giftigt, at det kunne få katastrofale følger, hvis det blev ledt ud i grundvandet. 2 nanogram pr liter vand slår alt liv ihjel.

Andre uønskede stoffer, som sensorerne kunne finde, kunne være narkotiske stoffer eller fordærvede madvarer, eller andet, som myndighederne ønsker at få fat i. Derfor er politi og militær inviteret med i projektets styregruppe.

En sikrere hverdag

Projektet forventer at nå så langt i processen, at man kan få patent på sensorerne og sætte en kommerciel udnyttelse af forskningen i gang. Det vil i sidste ende betyde en langt sikrere hverdag for alle.

Projektdeltagere: Informatik og Matematisk Modellering, Center for Nanoteknologi, Danmarks Tekniske Universitet; Kemisk Institut, Syddansk Universitet; Oak Ridge National Laboratory; Unisensor; Serstech.
Kontaktperson: Professor Anja Boisen, Danmarks Tekniske Universitet,