Rådet forventer dermed at styrke sin indflydelse på internationale organers forskningsprogrammer og indsatsområder, samt fremme danske forskningsmiljøers parathed over for internationale initiativer. Rådet kan dermed bidrage til at styrke dansk sundhedsforskning, så den til stadighed er i front internationalt.
FSS deltager i det nordiske samarbejde om sundhedsforskning gennem NOS-M. Der afholdes to NOS-M møder årligt, som både rådets to repræsentanter og en sekretariats-medarbejder deltager i.
NOS-M yder støtte til to årlige forskerseminarer, der skal styrke netværksdannelsen mellem yngre nordiske forskere og seniorforskere inden for et afgrænset fagområde. De unge forskeres rejse og deltagelse i seminarerne støttes ligeledes.
Det nordiske samarbejde omfatter desuden udveksling af bedømmere, hvor ansøgninger til de enkelte landes forskningsråd og -fonde kan blive bedømt af et eller flere af de andre landes forskningsrådgivende organer. Endelig omfatter NOS-M samarbejdet koordinering af holdninger og indspil til EU's rammeprogrammer.
I 2003 besluttede de nordiske landes sundhedsvidenskabelige forskningsråd, NorFA og Nordisk Ministerråd for første gang at indkalde ansøgninger til Nordic Centers of Excellence. Et eksternt bedømmerpanel udvalgte tre nordiske centre inden for molekylær medicin, som fra 2004 finansieres med i alt 45 mio. kr. FSS’ andel er på 6 mio. kr. over 5 år.
FSS er desuden medlem af EMRC, sammenslutningen af europæiske medicinske forskningsråd under ESF. EMRC afholder en årlig generalforsamling, som rådets repræsentant deltager i. Desuden afholdes et årligt møde for administrative kontaktpersoner.
EMRC har til formål at fremme udviklingen af en europæisk forskningsstrategi inden for biologisk, biomedicinsk og klinisk forskning. EMRC støtter desuden innovativt og tværvidenskabeligt samarbejde mellem sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer gennem seminarer, workshops, netværk, EUROCORES mm. (jf. afsnit 2.1).
I 2003 besluttede FSS at deltage i følgende tre EUROCORES: 1) Clinical Trials, 2) Stem Cell Tool Box og 3) Genetic Epidemiology. EMRC iværksatte i 2004 to projekter under EUROCORES on Clinical Trials, men der er kun dansk deltagelse i det ene af de to projekter. Dette projekt kaldes EURAMOS 1 og vedrører forskning i behandling af kræft.
Den danske del heraf finansieres af FSS med ca. 540.000 kr. i alt over 6 år. Rådet forventer at bidrage med ca. 50.000 EUR til hvert af de to andre EUROCORES. Endelig er FSS repræsenteret i programkomitéen "Life science, genomics and biotechnology for health" under EU's 6. rammeprogram og i tre fagkyndige organer under EU-Kommissionen: Forum of Genetics, Forum of Cancer Research samt arbejdsgruppen om Functional Genomics.




