Succesrater for rådsmedlemmer og andre ansøgere i Det Frie Forskningsråd
Succesrater for rådsmedlemmer og andre ansøgere i Det Frie Forskningsråd
Analyse af succesrater for rådsmedlemmer og ikke-rådsmedlemmer i Det Frie Forskningsråd
Evalueringen af det danske forskningsrådssystem blev offentliggjort i sommeren 2009. I forbindelse med evalueringen blev der offentliggjort tal for succesraterne for både rådsmedlemmer og ikke-rådsmedlemmer. Ikke overraskende viste tallene, at rådsmedlemmer har langt højere succesrate end andre ansøgere. Dette resultat skabte stor debat med direkte beskyldninger mod rådsmedlemmerne for kammerateri.
Bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd har taget sommerens drøftelser af succesrater meget alvorligt. I forlængelse af dette har bestyrelsen iværksat en tilbundsgående og grundig analyse, der udfolder perspektivet på rådsmedlemmerne. Analysen ser ikke blot på rådsmedlemmer versus ikke-rådsmedlemmer, men også på succesraterne for rådsmedlemmer før, under og efter rådsmedlemskab. Denne udfoldelse af analysen kan belyse, om den tidligere konstaterede høje succesrate for rådsmedlemmer er sammenfaldende med rådsmedlemskabet eller ej.
Analysen bekræfter, at rådsmedlemmers gennemsnitlige succesrate målt på beløb er mere end dobbelt så høj som for øvrige ansøgere. Den nærmere analyse af rådsmedlemmerne viser samtidig, at den høje succesrate er kendetegnende for rådsmedlemmerne allerede inden, de bliver rådsmedlemmer og også efter rådsmedlemskab.
Således peger analysen på, at rådsmedlemmernes høje gennemsnitlige succesrate ikke er betinget af rådsmedlemskabet, men bunder i øvrige og heraf uafhængige kvalifikationer.




