Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Internationale forskningsinfrastrukturer

Adgang til avanceret forskningsinfrastruktur i form af specielt udstyr, laboratoriefaciliteter, forsøgsanlæg og forskningsdatabaser er en stadig vigtigere forudsætning for en stor del af forskningen.

Det Frie Forskningsråds rolle i forhold til internationale forskningsinfrastrukturer

Det Frie Forskningsråd (DFF) spiller en central og aktiv rolle i spørgsmål om planlægning og placering af nye infrastrukturer af betydning for danske forskningsmiljøer og deltager aktivt i en række internationale fora for infrastrukturspørgsmål for derved at kunne påvirke prioriteringer om nuværende og fremtidige infrastrukturer.

DFF er repræsenteret i en række organisationer af infrastrukturkarakter, herunder:

  • Nordic Optical Telescope: et fælles nordisk optisk teleskop på La Palma
  • NORDSIM (Nordic Secondary Ion Mass Spectrometer): facilitet til isotop-bestemmelse til geologi-undersøgelser
  • NORDSYNC-konsortiet: et samarbejde mellem de nordiske lande, der samler disse landes bidrag til den internationale forskningsinfrastruktur European Synchrotron Radiation Facility (ESRF) og planlægger den bedst mulige udnyttelse af forskningstiden i forbindelse hermed.

Det Frie Forskningsråds engagement i internationale infrastrukturer 2009:

International infrastruktur DFF’s bidrag mio. kr.
   
International Ocean Drilling Programme (IODP) 1,20
Global Biodiversity Facility (GBIF) 0,60
Nordic Data Grid Facility (NDGF)  0,00*
NORDUnet 3  0,66
Nordic Secondary Ion Mass Spectrometer (NORDSIM)  0,13
NordSync/ESRC  0,00**
Nordisk Optisk Teleskop (NOT)  2,60
Mittag-Leffler-medlemskab (matematik)  0,20

* Dansk medlemskab finansieres fra 2009 gennem Dansk Center for Scientific Computing
** Danskmedlemskab siden 2008 over finansloven

European Strategy Forum on Research Infrastructures (ESFRI)

Udbygningen af forskningsinfrastrukturerne i Europa nyder stor politisk bevågenhed i disse år. European Strategy Forum on Research Infrastructures (ESFRI) offentliggjorde i efteråret 2006 et europæisk roadmap for forskningsinfrastrukturer, som indeholder 35 forslag til etablering af nye  eller større opgraderinger af eksisterende forskningsinfrastrukturer.

I de kommende år skal ESFRI’s roadmap anvendes af EU’s medlemsstater og Kommissionen i prioriteringen af fremtidige investeringer i forskningsinfrastruktur under EU’s 7. rammeprogram. 

Danmark vil kun kunne deltage aktivt i opbygningen af et mindre antal af projekterne, og rådgivning fra blandt andet Det Frie Forskningsråd skal sikre, at Danmark koncentrerer kræfterne om de projekter, der er af størst betydning for dansk forskning.