Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Den Europæiske Union

Samarbejdet indenfor rammerne af EU udgør en betydelig del af Det Frie Forskningsråds europæiske forskningssamarbejde.

Rammeprogrammer for forskning og udvikling

EU's støtte til forskning og udvikling udmøntes gennem flerårige rammeprogrammer. Det nuværende 7. rammeprogram (FP7) er en af hjørnestenene i EU’s bestræbelser på at møde Lissabon-strategiens mål for vækst, beskæftigelse og bæredygtighed i Europa.

Det Frie Forskningsråd støtter ambitionen om etablering af et europæisk forskningsrum med fri bevægelighed for viden, forskere og teknologi og bedre koordinering af forskningsaktiveter og forskningspolitikker.

Derfor er rådet medlem af en række netværk og organisationer, hvis mål er at styrke det europæiske forskersamfunds indflydelse på europæisk politik vedrørende forskning og teknologisk udvikling. De to væsentligste EU initiativer i den forbindelse er European Research Area Net (ERA-net) og Det Europæiske Forskningsråd (European Research Council, ERC).

European Research Area Net (ERA-net)

ERA-net er et samarbejde mellem flere nationale forskningsfinansierende enheder, fx forskningsråd og/eller ministerier. ERA-nettene skal gennem konkrete samarbejdsprojekter nedbryde barrierer for udviklingen af samarbejde mellem europæiske forskere. Pointen er, at de i fællesskab skal udvikle nye, varige samarbejdsformer.

EU-kommissionen støtter ERA-nettene gennem rammeprogrammerne for forskning og udvikling. ERA-net blev introduceret som ny finansieringsform i EU's 6. rammeprogram i 2003 og er videreudviklet i det nuværende 7. rammeprogram. Det Frie Forskningsråd deltager aktuelt i fem ERA-net:

Det Europæiske Forskningsråd, European Research Council (ERC)

Blandt nyskabelserne i EU's 7. rammeprogram er etableringen af et europæisk forskningsråd, European Research Council (ERC). Rådet supplerer de traditionelle uddelinger fra rammeprogrammerne, der gives efter et sæt centralt fastsatte kriterier.

ERC støtter forskningprojekter, der alene er defineret af forskerne. Projekterne udvælges i åben konkurrence, hvor eneste kriterium for udvælgelse er videnskabelig kvalitet.

Målet er blandt andet, at ERC skal støtte nyskabende europæisk frontforskning, hvor andre dele af rammeprogrammerne typisk gives til mere etablerede forskningsfelter. De forholdsvis store bevillinger fra ERC skal også anspore ikke-europæiske forskere til at etablere sig i Europa.

ERC uddeler ca. en milliard euro om året, fordelt på to typer bevillinger: Starting Grants, som gives til opstart eller konsolidering af en forskergruppe, og Advanced Grants, som gives til erfarne forskere til gennemførelse af et projekt. Begge typer bevillinger gives for en periode på op til fem år.

Det Frie Forskningsråd har fra starten ment, at ERC bør udvikle sig til det bærende organ for international konkurrence om frie forskningsmidler på europæisk plan. Derfor har rådet aktivt medvirket til etableringen af ERC og arbejder nu på at sikre, at Det Frie Forskningsråds bevillinger kan spille sammen med støtte fra ERC, så det bliver nemmere for forskerne at kombinere bevillinger fra nationalt og europæisk hold.

Det Europæiske Charter for Forskere og Adfærdskodeks for Ansættelse af Forskere

Det Frie Forskningsråd har i 2009 underskrevet Det Europæiske Charter for Forskere og Adfærdskodeks for Ansættelse af Forskere.

Begge dokumenter er udarbejdet af EU-Kommissionen og henvender sig til forskerne og deres arbejdsgivere samt det forskningsfinansierende system. De indeholder en række principper og krav om parternes opgaver, ansvar og rettigheder.

Hensigten er at styrke kvalitetsforskning i Europa ved at skabe bedre vilkår for forskerne og gøre det mere attraktivt at vælge en forskerkarriere – målsætninger, som Det Frie Forskningsråd fuldt ud kan tilslutte sig.

Chartret og adfærdskodekset bygger på principper om forskningsfrihed med moralsk, etisk og faglig ansvarlighed, ligebehandling og ligestilling, stabilitet og mobilitet, karriereudvikling og åbenhed og gennemsigtighed i udvælgelsesprocedurer.

Det Frie Forskningsråd hilser Kommissionens initiativ velkomment og ser det som et vigtigt bidrag til styrkelsen af det europæiske forskningsrum.

Støtte til udformning af EU-ansøgninger og andre internationale ansøgninger

At søge om forskningsmidler fra internationale forskningsprogrammer kan være både tidskrævende og dyrt. Med henblik på at opretholde og forbedre dansk forsknings internationale konkurrenceevne og styrke danske forskeres muligheder for med succes at søge internationale finansieringskilder yder Det Frie Forskningsråd støtte til arbejdet med at udforme ansøgninger via støtteformen START. 

Der ydes støtte til såvel prækvalifikationsrunde som eventuelle øvrige ansøgningsrunder for en periode på op til to år. Yderligere information om START programmet fås i de faglige råds opslag på DFF's hjemmeside.