Svar på høring over Udkast til forslag til lov om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. og lov om Danmarks Grundforskningsfond
I nærværende høringssvar forholder Rådet sig til særlige emner. Der henvises i øvrigt til Rådets høringssvar på evalueringen af forskningsrådssystemet generelt.
Danmarks Forskningspolitiske Råd takker for muligheden for at blive hørt over Udkast til forslag til lov om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. og lov om Danmarks Grundforskningsfond.
Rådet henviser til høringssvar på evalueringen af forskningsrådssystemet generelt og ønsker her at forholde sig til følgende særlige emner:
Rådet støtter forslaget om at styrke Danmarks Forskningspolitiske Råd, herunder en styrkelse af sekretariatsfunktionen ved etablering af en særlig enhed til dette formål. Rådet ønsker dog at pointere, at en styrkelse forudsætter, at sekretariatsbetjeningen i denne enhed reelt øges i omfang.
I lyset af den hidtidige debat om Rådets sekretariatsfunktion anbefales det, at selvstændigheden og uafhængigheden præciseres ved, at Danmarks Forskningspolitiske Råd får en egen budgetlinje på finansloven.
Rådet har drøftet forlaget om at nedsætte antallet af medlemmer af de faglige forskningsråd til maksimalt 60 personer. Rådet ønsker her at rette opmærksomhed på et potentielt problem i, at arbejdsbelastningen for de 60 personer stiger i forhold til den nuværende og omfattende belastning af omkring 90 personer. Det anerkendes, at der er en forventning til en reduceret arbejdsbelastning for de 60 personer på grund af øget brug af eksternt peer review. Hvorvidt denne forventning til reduceret arbejdsbelastning svarer til 30 rådsmedlemmers virke, må ser stilles spørgsmål ved.
Reduktionen af antallet af rådsmedlemmer kan meget vel føre til, at det bliver så uattraktivt at være rådsmedlem, og det derfor ikke er muligt at rekruttere de bedste forskere til dette hverv. Det er derfor Rådets indstilling, at man bibeholder den nuværende bemanding på 90 personer indtil det (om muligt) er sikret, at antagelserne om uændret arbejdsbelastning for et reduceret råd via eksternt peer review holder stik. Rådet finder det af afgørende betydning, at den eksisterende høje kvalitet og faglige bredde i evalueringsarbejdet opretholdes for at sikre tildeling af konkurrenceudsatte midler til de absolut bedste forskningsmiljøer. Det er tillige af afgørende betydning, at den korte behandlingstid af ansøgninger opretholdes.
Endeligt ønsker Rådet at rette fokus på ophævelsen af den hidtidige og fornuftige adskillelse af forskningsfaglig og forskningspolitisk rådgivning. Forslag om at ophæve denne adskillelse vil ændre fokus på de rationaler, der er ved at have to typer råd, der har ansvar for forskellige typer rådgivning. Danmarks Forskningspolitiske Råd bør således forsat yde forskningspolitisk rådgivning, altså rådgivning om alle typer rammebetingelser for dansk forskning, med en sigtelinje at sikre optimale rammebetingelser for at dansk forskning klarer sig godt i en global verden. Uagtet hvor overordnet det måtte være, skal Danmarks Forskningspolitiske Råd således ikke give forskningsfaglige vurderinger af kvaliteten af et forskningsfelt, men om rammebetingelser, krav og initiativer, der kan fremme kvaliteten af dansk forskning og danske forsknings globale position.
Med venlig hilsen
Asbjørn Børsting
Formand for Danmarks Forskningspolitiske Råd




