Annoncering af evaluering af virkemidlet forskningsprojekter
Der indkaldes tilbud til en evaluering af virkemidlet forskningsprojekter.
Berigtigelse
Egnethedskravet i annonceringsmaterialets afsnit 5.1 er bortfaldet. Fristen for afgivelse af tilbud er i forlængelse heraf udvidet til mandag 6. september kl. 12.00.
Baggrund
En af hovedopgaverne for Det Frie Forskningsråd er at støtte dansk forskning baseret på forskernes egne initiativer ved at give støtte til konkrete forskningsaktiviteter.
En central type virkemidler til at indfri denne opgave er forskningsprojekter. I 2008 blev der i alt bevilget ca. 680 mio. kr. til mindre og større forskningsprojekter, og disse to virkemidler tegnede sig således for ca. 36 procent af bevillingerne og ca. 61 procent af det bevilligede beløb i Det Frie Forskningsråd i det pågældende år.
I perioden 2001 til 2008 er der uddelt omkring 2.600 bevillinger til en samlet sum af ca. 3,6 mia. kr. i løbende priser. Der er således tale om en type virkemiddel, der samlet set tegner sig for en betydelig del af de konkurrenceudsatte offentlige forskningsudgifter.
Formål
Evalueringen skal bidrage med viden om virkemidlerne, særligt – idet omfang det er muligt – med viden om effektiviteten af henholdsvis mindre og større forskningsprojekter. Formålet med evalueringen er på denne baggrund dels at skabe et bedre grundlag for at prioritere og udvikle forskningsrådenes virkemidler, dels at skabe synlighed om resultaterne af en betydelig del af forskningsrådenes bevillinger.
Konkret skal evalueringen svare på følgende spørgsmål:
- Hvilke krav har der i perioden været skrevet ind i opslagene i relation til virkemidlet i de forskellige faglige forskningsråd, og hvilken betydning har disse krav haft for bevillingernes anvendelse og resultat?
- Hvilke specifikke forskningsaktiviteter finansieres som led i udmøntningen af forskningsprojekter inden for de forskellige forskningsråd?
- Hvilke resultater har bevillingerne medført?
Evalueringen skal således vurdere anvendelsen og udbyttet af virkemidlet forskningsprojekter. I den forbindelse skal evalueringens resultater kunne brydes ned på betydningen af bevillingsstørrelsen, fx på flere beløbsintervaller. Herudover skal evalueringens resultater også kunne brydes ned på hvert af de faglige forskningsråd.
Betingelserne i nedenstående annonceringsmateriale angiver de nærmere vilkår og retningslinjer for annonceringen af denne tjenesteydelse.
- Annonceringsbetingelser (efter berigtigelse)
- Bilag 1. Tilbudsskabelon (efter berigtigelse)
- Bilag 2. Tro og loveerklæring
- Bilag 3. Kommisorium (Til Orientering: Annonceringsbetingelsernes tekst er gældende i forhold til tilbud)
- Bilag 4. Forundersøgelsesnotat (Til orientering: Annonceringsbetingelsernes tekst er gældende i forhold til tilbud)
- Bilag 5. Udkast til kontrakt
Kontaktoplysninger
Den ordregivende myndighed er:
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K
Tlf: 3544 6200
E-mail:
Web: www.fi.dk
Kontaktpersonerne i Forsknings- og Innovationsstyrelsen for nærværende evaluering er:
Specialkonsulent Claus Beck-Tange
E-mail:
Frist for modtagelse af bud
Tilbud, som skal indeholde dokumentation for tilbudsgivers tilbud/løsnings-beskrivelser samt de påbudte erklæringer skal være Forsknings- og Innovationsstyrelsen i hænde senest den 6. september 2010 kl. 12.00. Tilbud skal være bindende for tilbudsgiver frem til 1. december 2010.
Adresse hvortil tilbud skal sendes
Tilbuddet skal formuleres på dansk i den skabelon, der er vedlagt annonceringsbetingelserne og bedes leveret i fem kopier samt en elektronisk version. Den elektroniske udgave skal bestå af én samlet pdf-fil, der fremsendes på USB-hukommelsesstick.
Tilbuddet skal mærkes ”Evaluering af virkemidlet forskningsprojekter” og sendes til:
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K
Att: Specialkonsulent Claus Beck-Tange
Kriterier for tildeling af kontrakten
Forsknings- og Innovationsstyrelsen vil vurdere alle rettidigt modtagne tilbud ud fra tildelingskriterierne i annonceringsbetingelsernes afsnit 5.1. Det økonomisk mest fordelagtige tilbud vil blive identificeret som mulig kontraktpart.




