Nanomaterialer skal anvendes til at bekæmpe livsfarlige infektioner og behandle sygdomme
Ny, højeffektiv medicin, der kan få bugt med resistente bakterier. Dét er ét blandt mange lovende perspektiver for de 18 forskningsinitiativer, som Det Strategiske Forskningsråd (DSF) søsætter i 2008 inden for nano-, bio- og informations- og kommunikationsteknologi
DSF’s Programkomité for Strategiske Vækstteknologier har bevilget i alt 176 millioner kroner til 18 forskningsinitiativer inden for områderne nano-, bio- og informations- og kommunikationsteknologi. Alle tiltag har ikke blot et stort potentiale til at opnå banebrydende forskningsresultater, men også til at skabe nye, vigtige innovationsmuligheder for både den offentlige sektor og dansk erhvervsliv.
Formanden for programkomiteen, professor Lars Mathiassen fra Georgia State University i Atlanta, glæder sig over de muligheder, de nye bevillinger indebærer:
”Forskerne har været meget lydhøre over for vores ønske om, at der etableres samarbejder mellem forskningsinstitutioner og private virksomheder. Også vores ønske om at styrke det internationale samarbejde er blevet opfyldt – gennem inddragelse af udenlandske partnere. Og da vi skulle udvælge de aktiviteter, som skulle støttes, var den største udfordring at finde de allerbedste projekter – for der var adskillige kvalificerede forslag,” siger Lars Mathiassen og fortsætter:
”Det lover godt for opfyldelsen af de forventninger, vi har, både til forskningsresultater af internationalt format og til efterfølgende anvendelse af forskningsresultaterne i erhvervslivet eller i den offentlige sektor”, siger han.
I alt 56 mio. kr. til to tværfaglige forskningscentre
For første gang har Programkomiteen for Strategiske Vækstteknologier bevilget støtte til såkaldte strategiske forskningscentre, hvor der er tværgående anvendelse af de ovennævnte forskningsområder: De to centre har hver fået en bevilling på ca. 28 millioner kroner.
Center for Antimikrobiel Forskning skal udvikle ny medicin, der effektivt kan slå resistente bakterier ned – med større livskvalitet, bedre sundhedsøkonomi og betydelige danske erhvervsindtægter til følge. Alene i Danmark lider mere end 50.000 patienter under kroniske sår og infektioner. Og hvert år får mere end 100.000 danskere en infektion under hospitalsindlæggelse, og 2-300 af dem dør af det. De mange kroniske og livstruende infektioner er svære at bekæmpe, fordi bakterierne er modstandsdygtige over for selv store doser af de antibiotika, vi råder over i dag. Det skal den nye, nanoteknologi-baserede medicin ændre.
Yderligere oplysninger om dette center: Professor, dr.techn. Michael Givskov, Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi, Panum Instituttet, Københavns Universitet, telefon 3532 7855, mobil 21 40 98 67, .
Center for Farmaceutisk Nanoteknologi og Nanotoksikologi vil udforske nanoteknologiske materialer og deres biologiske og toksikologiske effekter. Centrets forskning er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at bruge nanomaterialer til diagnostik og behandling af sygdomme. På dette område, der har stor international opmærksomhed, vil man fx kunne udvikle medicin, hvor nanomaterialer leverer lægemidlet direkte til sygt væv. På den måde kan man få medicinen til at virke mere effektivt og give meget færre bivirkninger.
Yderligere oplysninger om dette center: Professor, PhD, Seyed Moein Moghimi, Institut for Farmaci og Analytisk Kemi, Det Farmaceutiske Fakultet, Københavns Universitet, telefon 3533 6528,
Ud over de to centre skal bevillingerne anvendes til at gennemføre 16 forskningsprojekter inden for komiteens områder. Der vil bl.a. blive igangsat aktiviteter inden for grøn IT og digital forvaltning, som tilsammen modtager knap 30 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd.
Yderligere oplysninger om programkomiteens bevillinger:
Professor Lars Mathiassen, Georgia State University, Atlanta, telefon +1-404-651-0933,
Sekretariatet for Det Strategiske Forskningsråd, Forsknings- og Innovationsstyrelsen:
Specialkonsulent Peer Tidemand-Petersson, , telefon 3392 9728,
Chefkonsulent Birthe Schouby, telefon 3544 6219,
Det Strategiske Forskningsråd støtter forskning inden for områder, som kan løse væsentlige samfundsudfordringer eller være drivkraft i den fortsatte udvikling af velstanden i det danske samfund. Strategisk forskning bidrager dermed til at sikre Danmarks position som økonomisk og videnskabelig frontløber i globale sammenhænge. Det Strategiske Forskningsråd blev oprettet den 1. januar 2004 som en del af det danske forskningsrådgivende system.




