Videre til indhold. | Videre til menunavigation

22.12.2008

Det Strategiske Forskningsråd giver store bevillinger til forskning i CO2 neutralt byggeri og bioenergi

Det Strategiske Forskningsråd uddeler i alt 100 mio. kr. til to centre og fire projekter inden for ’bæredygtig energi og miljø’.

Det Strategiske Forskningsråds energi- og miljøpulje går i år blandt andet til to strategiske forskningscentre inden for CO2 neutralt byggeri og bioenergi.

- De to nye strategiske forskningscentre supplerer fint de tre tidligere igangsatte forskningscentre på energiområdet. Forskningscentret om CO2-neutralt byggeri er et godt eksempel på Det Strategiske Forskningsråds virkemidler. Centret har fokus på et meget vigtigt samfundsrelevant emne og har samarbejde mellem forskning og erhvervsliv. Det er også et eksempel på forskning på tværs af discipliner og med internationalt sigte, siger programkomiteens formand Thomas Højlund Christensen, professor på Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Vand og Miljøteknologi.

Det Strategiske Forskningsråds energi- og miljøpulje støtter desuden fire projekter, som forsker i henholdsvis reduktion af omkostninger for havvindmøller, nye brændselscellemembraner, forbedring af vindmålinger i stor højde og udvikling af superledende tråd.

Læs om samtlige energi- og miljøprojekter her

Om Det Strategiske Forskningsråds bevillinger

Det Strategiske Forskningsråd støtter forskning inden for områder, som er samfundsmæssigt højt prioriterede, fordi forskningen kan være drivkraften i den fortsatte velstandsudvikling eller bidrage til løsning af væsentlige samfundsproblemer. Det Strategiske Forskningsråd bidrager dermed til at sikre Danmarks position som økonomisk og videnskabelig frontløber i globale sammenhænge. I 2008 bevilger Det Strategiske Forskningsråd ca. 700 mio. kr. til forskningsprojekter inden for væsentlige samfundsmæssige områder, som fx energi, miljø, sundhed, fødevarer, strategiske vækstteknologier, uddannelse og transport. Omkring halvdelen af bevillingen anvendes til forskeruddannelse.

Yderligere oplysninger

Formand for Det Strategiske Forskningsråds programkomite for bæredygtig energi og miljø, professor Thomas Højlund Christensen, DTU, telefon +45 4525 1603.

Specialkonsulent Klaus Rosenfeldt Jakobsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, telefon +45 3544 6263, e-mail: