Bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd styrker både den anvendelsesorienterede forskning og grundforskningen
En ny analyse viser, at bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd har stor potentiel effekt - både for forskningsinstitutionerne og for offentlige og private brugere. Analysen er udført for Det Strategiske Forskningsråd.
Det Strategiske Forskningsråd blev etableret i 2004. Rådet giver store og længerevarende bevillinger. Forskningsprogrammerne afgrænses tematisk og prioriteres af Folketinget med henblik på, at forskningen skal bidrage til løsning af væsentlige samfundsudfordringer. De første forskningsprojekter startede i 2005, og kun få projekter er således afsluttet på nuværende tidspunkt.
Fungerende formand for rådet, Esther Fihl, udtaler: ”Det er for tidligt at vurdere effekten af projekterne. Men det er vigtigt allerede nu at få nogle indikatorer på den potentielle effekt på længere sigt. Analysen har mange interessante resultater og viser generelt, at vi er på rette vej. Analysen har bl.a. bekræftet, at bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd er med til at styrke kvaliteten både af den anvendelsesorienterede forskning og af forskningsinstitutionernes grundforskning. Analysen bekræfter også, at rådet er en af de store bidragydere til forskeruddannelsen på danske universiteter.”
Blandt analysens væsentlige resultater er:
-
Danske forskningsinstitutioner oplever generelt et løft i deres forskningsindsats i form af øget kvalitet og relevans gennem samarbejdet med internationale forskningsmiljøer, virksomheder og øvrige interessenter i samfundet.
-
Virksomheder, der deltager i strategisk forskning, oplever ligeledes kompetence- og videnløft.
-
Det er generering af viden på højt niveau frem for konkret produktudvikling, der er hovedmotivet for private virksomheders deltagelse i Det Strategiske Forskningsråds forskningsaktiviteter.
-
Knap 90 procent af forskningsinstitutionerne deltager i strategiske forskningsprojekter for at blive førende inden for deres område, mens det er tilfældet for knap 60 procent af virksomhederne.
-
Næsten alle deltagere i projekterne vurderer, at deltagelse i et strategisk forskningsprojekt styrker den anvendelsesorienterede forskning. Samtidig angiver knap 70 procent af de deltagende forskningsinstitutioner, at deltagelsen også styrker kvaliteten af deres grundforskning.
-
Strategisk forskning bidrager til at stimulere erhvervslivets forskning.
-
Deltagerne i strategiske forskningsaktiviteter er generelt internationalt orienterede.
Om Det Strategiske Forskningsråd
Det Strategiske Forskningsråd blev etableret i 2004. Det Strategiske Forskningsråd bidrager til styrkelse af forskning med høj international gennemslagskraft. Rådet støtter forskningsaktiviteter med problemstillinger og metoder, som forskerne selv definerer inden for rammerne af tidsbegrænsede forskningsprogrammer, som afspejler Folketingets strategiske prioriteringer af områder, hvor forskningen potentielt kan bidrage til velstands- og velfærdsudvikling.
De samfundsmæssige udfordringer er i mange tilfælde tværgående og komplicerede af natur – og kan derfor også ofte kun løses ved tværvidenskabelig indsats. Problemstillingerne vil ofte skulle søges angrebet fra mange forskellige faglige indfaldsvinkler – spændende fra det naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige til samfundsvidenskabelige og humanistiske tilgange. Strategisk forskning udføres tillige i et samspil med relevante offentlige og private aktører.
Forskeruddannelse prioriteres meget højt.
Strategisk forskning skal bidrage til styrket internationalt forskningssamarbejde ved, at der indgår internationalt samarbejde i de forskningsaktiviteter, der støttes af Det Strategiske Forskningsråd. Det kan fx være samarbejde med vækstlandene, som fx Kina, Indien og Brasilien og med EU-landene.
Den samlede finanslovsbevilling til strategisk forskning var på ca. 700 mio. kr. i 2007. Den gennemsnitlige bevillingsstørrelse var på 10 mio. kr., og mere end halvdelen af bevillingen blev anvendt til ph.d- og post.doc.-stipendier. Dermed er Det Strategiske Forskningsråd en af de store bidragydere til forskeruddannelsen på danske universiteter.
Her kan du læse mere
Yderligere information
Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse
-
Fungerende formand Esther Fihl, telefon: 35328846, e-mail:
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
-
Kontorchef Hanne Haarup Thomsen, telefon: 72 26 55 10, e-mail:




