Virksomheder tilfredse med GTS-institutterne
En ny brugerundersøgelse blandt de ni Godkendte Teknologiske Service-institutter (GTS) viser stor tilfredshed med den teknologiske service, som institutterne udfører.
Hele 95 procent af de virksomheder, der bruger de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS) er tilfredse med samarbejdet. 82 procent mener, at GTS-institutterne er mindre formalistiske og bureaukratiske i samarbejdet end universiteterne, og 88 procent oplever, at GTS-institutterne har en faglig kvalitet, som matcher de bedste universiteter.
- Teknologisk rådgivning skaber stor tilfredshed hos de virksomheder, der benytter sig af muligheden. Derfor skal vi have flere virksomheder til at få øjnene op for potentialet. 82 procent af de virksomheder, som ikke benytter institutterne, kender ikke til GTS-institutternes eksistens. Det skal vi have ændret på, siger vi-denskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
- I dag er mindre end halvdelen af de små og mellemstore virksomheder innovationsaktive. Med hjælp fra GTS-institutterne skal den andel blive meget højere. Vi ved, at viden er med til at øge produktiviteten, skabe vækst og sikre virksomhederne til fremtiden. Derfor skal kendskabet til GTS-institutterne øges, så endnu flere danske virksomheder bliver opmærksomme på de kompetencer og den knowhow, som institutterne stiller til rådighed, siger Charlotte Sahl-Madsen.
Yderligere oplysninger
• Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen via pressemedarbejder Charlotte Holst på tlf: 22 11 02 00 og email:
• Specialkonsulent Kåre Nordahl, Forsknings- og Innovationsstyrelsen på tlf. 3392 9995 og email:
Fakta
GTS-institutterne er almennyttige institutioner, der drives som private virksomheder, og som indsamler, opbygger og udvikler teknologiske kompetencer og formidler denne viden til dansk erhvervsliv. De er samtidig brobyggere til videninstitutioner i ind- og udland.
Rådet for Teknologi og Innovation medfinansierer opbygningen af udvalgte udviklings- og videnspredningsaktiviteter til gavn for dansk erhvervsliv og samfundet i øvrigt.




