Ny formand for Det Strategiske Forskningsråds programkomite for sundhed, fødevarer og velfærd
Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse har udnævnt adm. direktør Lars Hinrichsen til ny formand for Programkomiteen for Sundhed, Fødevarer og Velfærd.
- Jeg er glad for, at Lars Hinrichsen vil påtage sig hvervet som formand for Det Strategiske Forskningsråds programkomite for sundhed, fødevarer og velfærd. Jeg ser frem til samarbejdet med Lars Hinrichsen, som har et godt og bredt kendskab til dansk fødevareforskning, siger Peter Olesen, formand for bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd.
Lars Hinrichsen, ny formand for Det Strategiske Forskningsråds programkomite for sundhed, fødevarer og velfærd. Lars Hinrichsen har erfaring både fra offentlig og privat forskning.
Lars Hinrichsen har erfaring både fra offentlig og privat forskning. Lars Hinrichsen er i dag ansat som direktør i Danish Meat Research Institute, som er en division i Teknologisk Institut.
Lars Hinrichsen er uddannet levnedsmiddelkandidat og ph.d. fra KU-LIFE og har efterfølgende suppleret med en executive MBA-uddannelse (MMT) fra DTU.
Lars Hinrichsen startede sin forskerkarriere hos Danish Meat Research Institute, og har efterfølgende været ansat hos Chr. Hansen A/S indtil han i 2008 blev direktør i Danish Meat Research Institute.
- Samtidig vil jeg gerne takke Erik Bisgaard Madsen for den store og engagerede indsats, han har ydet som formand for programkomiteen siden 2006. Programkomiteens bevillinger har bidraget væsentligt til styrkelse af dansk fødevareforskning. Jeg ønsker Erik Bisgaard Madsen tillykke med det nye job som prodekan på KU-LIFE, siger Peter Olesen.
Om Det Strategiske Forskningsråd
Det Strategiske Forskningsråd blev oprettet den 1. januar 2004. Rådet består af en bestyrelse og et varierende antal programkomiteer. Medlemmerne af programkomiteerne udnævnes af bestyrelsen.
Strategisk forskning kan være drivkraften i den fortsatte velstandsudvikling eller bidrage til løsning af væsentlige samfundsudfordringer.
Rådet givet støtte til problemorienteret forskning inden for de områder, som Folketinget afsætter bevillinger til på finansloven.
Det Strategiske Forskningsråd uddeler i 2010 ca. 1,1 mia. kr. til store og længerevarende forskningsprojekter.




