Ny formand for Det Strategiske Forskningsråds programkomite for Bæredygtig Energi og Miljø
Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse har udnævnt forskningsspecialist Poul Erik Morthorst til ny formand for Programkomiteen for Bæredygtig Energi og Miljø
- Jeg er glad for, at Poul Erik Morthorst vil påtage sig formandshvervet for Programkomiteen. Energi, miljø og klima er nogle af de helt centrale områder i Det Strategiske Forskningsråd, som i 2010 udbyder mere end 300 mio. kr. til ny forskning inden for disse områder, siger Peter Olesen, formand for bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd.
Poul Erik Morthorst er uddannet cand. oecon. fra Aarhus Universitet og har siden specialiseret sig i energiøkonomi og planlægning. Poul Erik Morthorst er i dag forskningsspecialist ved DTU-Risø. Poul Erik Morthorst har deltaget i en række danske og internationale udvalg om energi og energiplanlægning, for eksempel Det Internationale Energiagenturs udvalg om retningslinjer for økonomiske vurderinger af vedvarende energiteknologier, OECD´s panel om vurdering af regulering af energiadfærd og Klimakommissionen, som er nedsat af regeringen.
- Samtidig vil jeg gerne takke professor Thomas Højlund Christensen for den fremragende indsats, han har ydet som formand for programkomiteen gennem flere år. Programkomiteen har givet mange perspektivrige bevillinger og har været pioner i udvikling af fælles dansk-kinesiske energiforskningsprojekter, siger Peter Olesen.
Om Det Strategiske Forskningsråd
Det Strategiske Forskningsråd blev oprettet den 1. januar 2004 som en nyskabelse i det danske forskningslandskab. Det Strategiske Forskningsråd består af en bestyrelse og et varierende antal programkomiteer.
Rådet arbejder for, at den strategiske forskning i Danmark indrettes, så den bedst muligt tager hånd om de væsentlige udfordringer, som det danske samfund står over for. Det sker ved at give store, længerevarende bevillinger til problemorienteret forskning. Hensigten er at bidrage til at sikre Danmarks position som velfærdsmæssig, økonomisk og videnskabelig frontløber i global sammenhæng både på kort og langt sigt.
Det Strategiske Forskningsråd havde i 2009 et budget på ca. 1 mia. kr. og har i 2010 et budget på ca. 1,2 mia. kr.




